Niemoralna propozycja miliardera

Niemoralna propozycja miliardera

Sunscar · Afsluttet · 111.0k ord

1.1k
Hot
42.6k
Visninger
2.4k
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

„Mam propozycję.” Nicholas delikatnie głaskał moją skórę, patrząc na mnie. „Chcę mieć dzieci. I chcę, żebyś mi w tym pomogła.” Chciał, żebym dała mu dziecko! „W zamian dam ci wszystko, czego tylko zapragniesz.”


Osierocona i bez miejsca, które mogłaby nazwać domem, Willow miała tylko jedną szansę na szczęście – pójść na studia. Kiedy jej stypendium przepadło, mogła tylko skontaktować się z Nicholasem Rowe, tajemniczym i wręcz grzesznym miliarderem, aby dał jej pieniądze, które jej się należały.

Skąd mogła wiedzieć, że nie tylko będzie skłonny sfinansować jej edukację, ale także chciał, aby została matką jego dzieci! To nie było częścią planu. Ale w obliczu pokusy, Willow mogła tylko przyjąć nieprzyzwoitą propozycję i wpaść w sidła starszego mężczyzny.

Czy ich związek przetrwa? Co się stanie, gdy duchy przeszłości Nicholasa pojawią się, by rozdzielić parę? Czy przetrwają burzę?

Kapitel 1

Wydawało się, że nic w moim życiu nie idzie zgodnie z zaplanowanym schematem. Gdy pisałam list i czekałam, aż mój stary drukarka wyrzuci zadrukowaną kartkę, miałam nadzieję, że ten list będzie tym, który zadziała na moją korzyść. Wszystkie e-maile, które wysłałam, otrzymały standardową automatyczną odpowiedź i ani słowa więcej. Teraz modliłam się, aby fizyczny list zrobił potrzebną magię, aby moje obawy zostały usłyszane...

[Do,

Pana Mikołaja Rowe,

Piszę do Pana bezpośrednio, ponieważ wszystkie inne środki komunikacji z Panem w sprawie stypendium Rowe zostały zablokowane i wyczerpane.

Ja, Willow Taylor, jestem obecnie uczennicą Pańskiej alma mater, Liceum Atkins. Trzy tygodnie temu otrzymałam list od Pańskiej pracownicy, Julii Reyes, który informował, że zostałam wybrana jako odbiorczyni Pańskiego prestiżowego stypendium. Ponieważ jest ono przyznawane uczniowi ostatniego roku o wybitnych osiągnięciach naukowych z Liceum Atkins, wiadomość ta przyjęłam z wielkim entuzjazmem.

Zrozumiawszy, że całe moje czesne na studia będzie sponsorowane, zaakceptowałam przyjęcie do mojego pierwszego wyboru uczelni, Uniwersytetu Centralnego Quentina, aby rozpocząć studia jako studentka pierwszego roku. Ponadto, wysłałam Uniwersytetowi Centralnemu Quentina bezzwrotną zaliczkę na pokój i wyżywienie. To znacznie wpłynęło na moje osobiste oszczędności, które gromadziłam przez ostatnie pięć lat w przygotowaniu na powyższe.

Jednak tydzień po otrzymaniu wiadomości, że zdobyłam stypendium, zostałam poinformowana przez tę samą pracownicę, panią Julię Reyes, że nastąpiło poważne nieporozumienie. Moja koleżanka z klasy była pierwotną odbiorczynią stypendium. Można sobie wyobrazić, że to zdruzgotało mnie zarówno finansowo, jak i emocjonalnie.

Choć w pełni rozumiem, że taka pomyłka może się zdarzyć w prestiżowej firmie takiej jak Pańska, proszę, aby zwrócił Pan uwagę na moją sytuację. Byłoby dla mnie wielkim zaszczytem, gdyby rozważył Pan ponownie powyższą okoliczność i zrobił wyjątek, finansując zarówno obecnego laureata, jak i mnie.

Dołączam kopię moich najnowszych wyników naukowych oraz oryginalne zgłoszenie eseju na stypendium.

Z poważaniem,

Willow Taylor]

Minął bolesny tydzień, podczas którego sprawdzałam skrzynkę pocztową co kilka godzin. W końcu, pod koniec tygodnia, otrzymałam odpowiedź. Pobiegłam do drzwi wejściowych, rzuciłam torbę na bok i rozerwałam kopertę jak dzikus. Zazwyczaj byłam osobą, która ostrożnie wyciąga zawartość, ale moje nerwy sprawiły, że byłam na skraju wytrzymałości. Otworzyłam list i przeczytałam jego treść.

[Panno Taylor,

Dziękujemy za zainteresowanie Rowe-Hampton, Inc. Z przyjemnością informujemy, że od czasu fuzji z Hampton Entertainment, Rowe-Hampton Incorporated stało się jednym z wiodących instytucji medialnych na świecie. Jako firma zajmujemy się produkcją i marketingiem produktów rozrywkowych, informacyjnych oraz usług OTT dla globalnej bazy klientów.

W odpowiedzi na Pani zapytanie dołączam broszurę na temat naszej działalności charytatywnej.

Wszyscy w RHI dziękujemy za Pani oglądalność i wsparcie.

Pozdrawiam,

Mikołaj Rowe

CEO, Rowe-Hampton, Inc.]

Krew we mnie zawrzała z każdym przeczytanym słowem. Otrzymałam odpowiedź skopiowaną i wklejoną. Nawet podpis był cyfrowo umieszczony. Oznaczało to, że Mikołaj nawet nie zwrócił uwagi na list.

Po wszystkich przeszkodach, które pokonałam! Moja głowa miała zaraz eksplodować od ciężaru przekleństw, które chciały wydostać się z moich ust.

Oni zbagatelizowali swój błąd jako nieporozumienie, podczas gdy moja cała przyszłość była z tego powodu w ciemności. I mieli czelność traktować mnie jak natrętnego owada, który kręci się wokół nich bez powodu. Nie zamierzałam tego tak zostawić.

Jeśli Mikołaj Rowe myślał, że się tego pozbył, był w wielkim błędzie.

„Czy możesz uwierzyć w tę bezczelność? Co za banda głupków, wszyscy,” burknęłam.

Właśnie skończyłam narzekać na treść listu, który otrzymałam dzień wcześniej, mojej najlepszej przyjaciółce Lorelei Adams. Zaledwie kilka tygodni przed ukończeniem liceum, wstawanie i przygotowywanie się do szkoły było prawdziwą udręką. Ale jechałyśmy tam razem. Siedziałam na miejscu pasażera w starym samochodzie jej taty i przeklinałam niekończące się pechowe dni.

"Nie musisz być na ich łasce. Po prostu jedź ze mną do Quentin i coś wymyślimy."

Pokręciłam głową.

Lory i ja byłyśmy najlepszymi przyjaciółkami od czasów, gdy byłyśmy małymi dziećmi. Poznałam ją w parku na osiedlu wieczorem i bawiłam się z nią, kiedy była w pobliżu moja mama. Byłyśmy rok różnicy, ale nasze marzenia się zbiegały. Chciałyśmy wyjechać z Atkins i zamieszkać w największym mieście w kraju... w Quentin. Fakt, że Quentin było oddalone o ponad trzy tysiące kilometrów, uważałam za dodatkowy atut.

"Już ci mówiłam, nawet gdybym mogła wziąć pożyczki na własną rękę, nigdy nie pokryłyby wszystkiego." Nie dodałam, że nienawidziłam myśli o tonących w długach po ukończeniu szkoły. Co więcej, bez względu na to, jak bardzo się starałam, nie miałam nic, co mogłabym zastawić pod pożyczkę. "I absolutnie nie wezmę żadnych pieniędzy od twoich rodziców." Spojrzałam na nią, żeby upewnić się, że zrozumiała. Wiedziałam, że o tym myślała. "Nie ma mowy," podkreśliłam.

Miałam świetne oceny, ale wciąż nie byłam tak dobra jak niektórzy moi rówieśnicy. Oni mieli dobre zaplecze rodzinne i więcej czasu na naukę niż ja po pracy, żeby zaoszczędzić na studia. Fakt, że byłam rok starsza od moich rówieśników, też nie pomagał. Jedynym powodem, dla którego przetrwałam to wszystko, była Lory. Jej entuzjastyczne i różowe podejście do życia pomagało rozjaśnić mrok, który mnie otaczał.

Kiedy zaparkowałyśmy, zwróciła się do mnie z pytaniem: "Więc co chcesz zrobić? Jaki jest plan?"

Widziałam, że była równie zestresowana jak ja. Starałam się zminimalizować wpływ tego ciosu na moje samopoczucie, ale ona i tak to zauważyła. Nasze marzenia były splecione, odkąd dorastałyśmy, i mimo że się zmieniały, wciąż miałyśmy nadzieję być razem. Została przyjęta na Uniwersytet Havens, a ja do QCU, obie w tym samym mieście.

Powstrzymałam łzy, nie chcąc popaść w rozpacz. Lory nie musiała tego widzieć.

Wszystko byłoby idealnie, gdybym otrzymała stypendium Rowe. Mogłabym pracować i jednocześnie uczęszczać na zajęcia, zarabiając na opłaty za akademik. Moje pięści zacisnęły się ze złością, że zamiast mnie, stypendium przyznano temu śmieciowi, Chrisowi Grantowi. On szedł na uniwersytet rzut beretem od swojego domu. Jego rodzina mogła sobie pozwolić na pełne opłacenie jego czesnego i jeszcze więcej. Pewnie wykorzysta te dodatkowe pieniądze na zapas alkoholu i przekąsek, które zapchają mu tętnice.

Miałam nadzieję, że się nimi zadławi. Idiota.

Ale to nie była wina Granta. Przeszedł przez ten sam proces, co ja. Mogłam tylko skierować swoją złość na pana Nicholasa Rowe, którego pracownik popełnił błąd, a ja musiałam za to zapłacić.

Pan Wielki i Potężny, którego pracownicy zdawali się uważać, że to zupełnie w porządku bawić się życiem ludzi i niszczyć ich marzenia. Obiecali mi wszystko, a potem to zabrali, a teraz nawet nie mieli przyzwoitości, żeby to ze mną omówić. Nawet początkowe przeprosiny wydawały się tak nieszczere. To był jeden z powodów, dla których uparcie chciałam skontaktować się z panem Rowe.

"Muszę skontaktować się z panem Rowe." To była jedyna opcja, jaka mi pozostała.

"I jak zamierzasz to zrobić?" Lory zapytała niespokojnie.

"Nie mam pojęcia. Ale muszę znaleźć sposób, żeby z nim porozmawiać." Westchnęłam.

"Masz na myśli zdobycie jego prywatnego adresu e-mail lub numeru telefonu?"

Kiwnęłam głową, czując determinację. "Dokładnie. Muszę zdobyć oba."

Będę go nękać, dopóki nie da mi rozsądnego rozwiązania.

Ale to łatwiej powiedzieć niż zrobić. Kiedy w ogóle coś układało się gładko w moim życiu?

Ona musiała czytać mi w myślach, bo szybko wykrzyknęła: "Masz złośliwy błysk w oczach. To ty masz być tą rozsądną z naszej dwójki. Dlaczego nagle zachowujesz się jak ja?" zapytała. "Dobrze. Wyobraź sobie, że jakimś cudem zdobędziemy jego numer... Co wtedy? Co, jeśli to nie zadziała? Co, jeśli odmówi ci pomocy?" Miała świetny punkt, ale to nie robiło na mnie wrażenia.

"Musi, Lory." W mojej głowie, był mi coś winien. Musiałam tylko sprawić, żeby to sobie uświadomił.

"W porządku, więc. Operacja 'Zdobyć Nicholasa Rowe' zaczyna się dziś wieczorem."

"To bardzo myląca nazwa."

Uśmiechnęłam się do mojej najlepszej przyjaciółki. Zawsze wiedziała, jak poprawić mi humor. Tak, plan był strzałem w ciemno, ale z Lorelei po mojej stronie, czułam, że nic nie może mnie zatrzymać.

Poszłyśmy razem na zajęcia i dziękowałam losowi, że mam ją przy sobie w tym życiu. Nie wiedziałam, jak bym przetrwała bez jej wsparcia.

Zaraz po szkole wróciłyśmy do jej domu. Często u niej nocowałam i miałam kilka ubrań schowanych w jej szafie. Mogłam się po prostu przebrać, jeśli nagle przyszłabym do niej.

"Czy twój ojczym nadal planuje zakończyć wynajem, gdy skończysz szkołę?" zapytała.

Usiadłam na łóżku Lory i obserwowałam, jak coś robi na komputerze. Była geniuszem, jeśli chodzi o komputery... w mojej skromnej opinii. I cieszyłam się, że mogła wykorzystać swoje umiejętności, aby pomóc mi znaleźć prywatne dane kontaktowe pana Rowe. Jak dobra była, nigdy wcześniej tego nie sprawdzałam.

"Tak. Nie powiedziałam mu o pomyłce ze stypendium." To i tak niczego by nie zmieniło.

Musiałam otrząsnąć się z niepokoju, który pojawiał się w moim żołądku, gdy myślałam o swoim życiu od tego momentu. Prawda była taka, że byłam sama od lat. Ale brak domu, który mogłabym nazwać swoim, byłby gwoździem do trumny. Po tym nie byłoby odwrotu.

Mój biologiczny ojciec był inżynierem, który miał wypadek przy pracy, gdy miałam pięć lat, a moja mama wyszła za Olivera Shawa, gdy miałam dziesięć. Ledwie mieliśmy czas, aby się związać. W moje dwunaste urodziny mama spieszyła się do restauracji, którą zarezerwowaliśmy na przyjęcie, i mieliśmy wypadek. Byłam ranna, ale nie tak poważnie jak ona. Była w stanie krytycznym, ale trzymała się przez kilka dni. Wiedziała, że umrze, i prawnie zaaranżowała, żeby Oliver, mój ojczym, został moim prawnym opiekunem, dopóki nie skończę osiemnastu lat. Nie było innej rodziny, która mogłaby mnie przyjąć.

Oliver był przyzwoitym facetem. Zawsze mieliśmy przyjemne, ale odległe relacje, gdy moja mama była w pobliżu. Ale później stały się jeszcze bardziej odległe, prawdopodobnie dlatego, że większość czasu spędzał poza domem. Pracował jako kierowca ciężarówki, co oznaczało, że był w trasie przez większość roku. Kiedy był w domu, grzecznie unikaliśmy się nawzajem, gdy zaczęłam przechodzić przez buntowniczy okres. Nie rozmawialiśmy wystarczająco, żeby się kłócić.

Ale dotrzymał obietnicy danej mamie i przez ostatnie siedem lat nigdy nie brakowało mi podstawowych rzeczy. Upewnił się, że mój długotrwały pobyt w szpitalu i późniejsza rehabilitacja były finansowane, mimo że odszkodowanie z wypadku mojego ojca nie pokryło wszystkich kosztów szpitalnych.

Później miałam dach nad głową, jedzenie do jedzenia i ubrania do noszenia, a on od czasu do czasu zostawiał kopertę z dodatkowymi pieniędzmi dla mnie. Nie było łatwo wspierać chore dziecko, a on był moim ojczymem i stracił miłość swojego życia.

W moje osiemnaste urodziny mieliśmy długą i emocjonalną rozmowę. Nie był już zobowiązany do opieki nade mną, ponieważ byłam dorosła, ale chciał, żebym skończyła szkołę średnią, zanim się rozstaniemy. Powiedział mi, że będzie wynajmował dom do momentu, aż skończę szkołę, ale kiedy umowa najmu się skończy, nie przedłuży jej. Był bliski łez, kiedy przepraszał. Musiałam go zapewnić, że to w porządku. Że ja też nie chcę zostać w Atkins. Był zadowolony. Wiedziałam, że powrót do domu, który wybrał z moją matką, jest dla niego bolesny. Wyobrażał sobie różową przyszłość z nią, ale zamiast tego wracał do domu, który już jej nie miał, a stały przypominacz o jej śmierci chodził po nim bezwstydnie. Rozumiałam, dlaczego brał dodatkową pracę i trzymał się z dala, ile tylko mógł.

"Willow?" Lorelei zapytała niepewnie. Odwróciłam głowę, żeby zobaczyć, jak na mnie patrzy. "Co się stanie, jeśli to nie zadziała? Co zamierzasz zrobić?"

"Musi zadziałać." Ścisnęłam ręce i uparcie wpatrywałam się w swoje kolana. "A jeśli nie, to i tak pojadę do Quentin. Mogłabym znaleźć pracę... zaoszczędzić wystarczająco, żeby pójść na studia za kilka lat. Pojadę do Quentin bez względu na wszystko."

"Wiesz, że zawsze masz mnie, prawda?"

Uśmiechnęłam się do niej najlepiej, jak mogłam. Było niewiele rzeczy, których by dla mnie nie zrobiła. I czułam to samo wobec niej. Nie chciałam jednak wykorzystywać jej uczuć. Szanuję ją i choćby zgodziła się dzielić ze mną łóżko, gdybym ją poprosiła, nie zrobiłabym tego. Wpłaciła zaliczkę na jednopokojowe mieszkanie i miała wyjechać dwa tygodnie po naszej maturze. Miała brać udział w specjalnym programie dla uzdolnionych pierwszorocznych studentów i nie chciałam psuć jej planów.

"Wiem. Planuję wyjechać razem z tobą. Wszystko jakoś się ułoży, Lory."

Poklepała mnie po plecach. "Tak, ułoży się. Przechodzimy do większych i lepszych rzeczy. Miasto Możliwości nie będzie wiedziało, co je uderzyło!"

Uśmiechnęłam się, gdy odwróciła się z powrotem do komputera.

"Dobrze, teraz rozwikłajmy zagadkę pana Rowe," jej głos był pełen determinacji.

Przysunęłam jej puf obok biurka i patrzyłam, jak jej palce latają po klawiaturze. Próbowałam sobie przypomnieć, co wiedziałam o nim... o panu Rowe, to znaczy. Jego rodzina pochodziła z wielopokoleniowego bogactwa. Mieszkali w tej okolicy tylko przez krótki czas, podczas którego pan Rowe ukończył liceum Atkins. To było jakieś dwanaście lat temu.

Ukończył najlepszy uniwersytet w kraju i założył własną firmę rozrywkową. Korzystając z własnej siły i być może pieniędzy rodziny, zrewolucjonizował sposób, w jaki ludzie konsumują telewizję i treści, i odniósł wielki sukces w branży rozrywkowej. Dzięki fuzji Rowe i Hampton, jego firma teraz rywalizuje z największymi gigantami medialnymi i producentami na świecie.

"Cholera, ma wygląd anioła!"

Wyprostowałam się i spojrzałam na zdjęcia, wyrwana z myśli przez okrzyk Lory. Był zdecydowanie przystojnym mężczyzną. Ledwo mogłam powstrzymać się od zauważenia jego wyrzeźbionych rysów i przenikliwych oczu. Oderwałam wzrok, zanim zaczęłam ślinić się na jej klawiaturę, co skutecznie by ją zniszczyło.

"Byłby jeszcze przystojniejszy, gdyby zapłacił za moje czesne," zażartowałam. Uśmiechnęłam się złośliwie, a ona się roześmiała.

"Cóż, to krok do przodu w porównaniu z Joshem." Szturchnęła mnie lekko, a ja zmarszczyłam brwi na wspomnienie mojego byłego chłopaka.

"Ty powinnaś być ostatnią osobą, która mnie drażni w tej kwestii. Umawiałaś się z jego najlepszym przyjacielem, Tonym!"

Jęknęła, gdy szturchnęłam ją z powrotem. Ponieważ obie byłyśmy równie zażenowane naszymi byłymi chłopakami, nie ciągnęłam tego dalej. Uznałam to za lekcję życiową.

"Wciąż wierzę w prawdziwą miłość i bratnie dusze."

Przewróciłam oczami na jej słowa. Była beznadziejną romantyczką. To wszystko przez te romanse, które czytała w wolnym czasie. Ja, z drugiej strony, powoli rezygnowałam z idei prawdziwej miłości. Zawsze wydawało się to kończyć tragedią.

"Ostatnią rzeczą, o którą się teraz martwię, jest zakochanie się. Chcę tylko stąd wyjechać i mieć świetlaną przyszłość. Nie słyszałaś? Miłość ucieka tylnymi drzwiami, jeśli jesteś biedny?" Łaskotałam ją po boku. "Teraz, czy znajdziesz dla mnie dane kontaktowe, czy będziesz tylko gapić się na jego ładną twarz?"

"Spokojnie, myślę, że mam jego e-mail. Potrzebuję więcej czasu, żeby zdobyć jego prywatny numer. To będzie trudne, może potrwać kilka dni."

Do czasu, gdy mama Lory zawołała nas na obiad, zdążyłyśmy już napisać i wysłać e-mail. Ostrożnie napisałam mu to samo, co w poprzednim liście, i miałam nadzieję, że tym razem otrzymam inną odpowiedź.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.8k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Litas Kærlighed til Alfaen

Litas Kærlighed til Alfaen

5.2k Visninger · Afsluttet · Unlikely Optimist 🖤
"Vent, er hun DIN mage?" spurgte Mark, "Det er... wow... det havde jeg ikke set komme..."
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.

"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."

"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"

"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."

Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage

Alfa Kongens Menneskelige Mage

9.7k Visninger · Afsluttet · HC Dolores
"Du må forstå noget, lille ven," sagde Griffin, og hans ansigt blødte op.

"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."

Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.

"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."


Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere

Mine Mobbere Mine Elskere

2.7k Visninger · Afsluttet · Kylie McKeon
Efter at have været adskilt i årevis, troede Skylar, at hun endelig ville få sin tidligere bedste ven tilbage, da han skiftede til hendes gymnasium sammen med to andre drenge. Lidt vidste hun, hvor meget han havde ændret sig, og da hun forsøgte at komme tættere på ham, så de mobbere, der havde plaget hende i årevis, en mulighed for at ydmyge hende foran hele skolen.
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker

Det Utænkelige Sker

2.6k Visninger · Afsluttet · Eiya Daime
Jeg kan ikke tro, at det her sker for mig. Jeg har levet igennem et sandt helvede, men jeg troede ikke, det ville være så slemt, da jeg søgte om skilsmisse. Da jeg kom hjem omkring middagstid fredag efter min nervepirrende tur til retten, anede jeg ikke, at min voldelige mand, Shane, allerede lå på lur efter mig. Han vidste, hvad jeg havde gjort, og jeg skulle til at finde ud af det på den hårde måde.

"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!

Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.

Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.

Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.

"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

442 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene

Dragebrødrene

1k Visninger · Afsluttet · Samantha Dogan
"Sæt mig ned med det samme," råber jeg og kæmper imod Lucians greb. Selvfølgelig, jo mere jeg kæmper, desto strammere bliver hans greb om mig.

"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.

Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.

"Tro ikke, du kan stikke af."


Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine

Min Vilde Valentine

313 Visninger · Afsluttet · Ariel Eyre
Jeg blev født ind i verden med vold, som alle børn gør, men efter fødslens vold er det meningen, at det skal forsvinde, men ikke for mig. Min families brogede historie kom med en lang linje af blod og vildskab. Fra min fødsel til min død er jeg dømt til at leve midt i kaos og ødelæggelse. Det betyder intet, at jeg forsøgte at undslippe denne form for grusomhed. Jeg prøvede at få et respektabelt job, hvor jeg ville bekæmpe de monstre, jeg var omgivet af i min barndom. Jeg forsøgte at komme videre og efterlade det ar, det havde givet mig. Men ligesom det ar, der blev skåret ind i mit kød, er også Fox Valentine, kun at det ar, han efterlod, var på min sjæl. Han formede mig, og jeg voksede med ham, kun for at flygte fra ham. Men når mit job vil have mig til at inkriminere ham, bliver jeg kastet tilbage i hans kløer, og jeg finder mig selv trukket tilbage til det liv, jeg havde forsøgt så hårdt at flygte fra.

Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.

"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke

Djævelens Dukke

981 Visninger · Afsluttet · Williane Kassia
Jeg tilføjer en finger mere og mærker hendes spænding stige, mens mine fingre udforsker hver centimeter af hendes fisse.

"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.

"Ahh!"

Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.


Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.

Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.

Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.

"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed

Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed

891 Visninger · I gang · Freya Brooks
I mit tidligere liv var jeg syndebukken, der fremhævede Charlies dybe kærlighed til en anden kvinde, og endte til sidst med en elendig skæbne for hele familien. Efter genfødsel besluttede jeg at lade det ligge og vente på, at Peiheng ville søge om skilsmisse. Men udviklingen af situationen er lidt mærkelig, hvordan kan en mand, der knap nok kom hjem i mit tidligere liv, pludselig komme tilbage med jævne mellemrum? Og bekymre sig om, at jeg vil forråde ham? "Tror du, at du i den nærmeste fremtid vil hade mig og ønske, at jeg forsvinder?" spurgte jeg. "Drøm videre," svarede han, "vi vil pine hinanden til døde." Jeg sukkede, som genfødt ved jeg, at Charlie snart vil møde sin sande kærlighed. Endelig mødtes de, og jeg troede, at friheden kun var et skridt væk fra mig. Men han sagde, "Hvem sagde, at jeg vil skilles?" Ikke alene ville han ikke skilles, men han bekymrede sig mere og mere om mig, selv hans sande kærlighed blev forladt!
Ulveprofetien

Ulveprofetien

1.4k Visninger · I gang · Catherine Thompson
Lexi har altid været anderledes end andre. Hun er hurtigere, stærkere, kan se bedre og heler hurtigt. Og hun har et mærkeligt modermærke i form af en ulvepote. Men hun har aldrig set sig selv som speciel. Indtil hun nærmer sig sin tyvende fødselsdag. Hun bemærker, at alle hendes særheder bliver stærkere. Hun ved intet om den overnaturlige verden eller sjælepartnere. Indtil modermærket begynder at brænde. Pludselig finder hun sig selv involveret med varulve, der tror, hun er den profeterede, som skal forene flokke mod en vampyr, der vil have hende død. Hun skal lære at håndtere sine nye kræfter samt ikke én, men to sjælepartnere. Den ene ville afvise hende, fordi han troede, hun var menneske. Den anden accepterer hende fuldstændigt. Profetien siger, at hun skal have begge. Hvad vil hun gøre? Vil hun acceptere begge eller afvise den ene og håbe på en anden chance sjælepartner? Vil hun være i stand til at håndtere forvandlingen og sine kræfter, før det er for sent?
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

838 Visninger · Afsluttet · Doris
Et forræderi fratog Nora hendes uskyld og tvang hende til at forlade sit hjem. Fire år senere gjorde hun et imponerende comeback med sine tre bedårende børn på slæb og reddede en flot mand.
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.

(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)