
Pas de Femme, Pas de Vie
Calista York · I gang · 611.9k ord
Introduktion
La voix d'Alex était froide et perçante, "Tu es ma femme, tu satisfais mes besoins physiologiques, légalement et correctement."
"Notre guerre froide n'est pas terminée !" Ma résistance était inutile car Alex était déjà en moi.
Sa main froide caressa mon sein. En cinq ans de mariage, après d'innombrables fois de faire l'amour, il savait exactement comment éveiller mes désirs.
Juste au moment où mon corps tremblait, sur le point d'atteindre l'orgasme, le téléphone sonna brusquement. Alex s'arrêta immédiatement, couvrit ma bouche et répondit à l'appel.
À l'autre bout du fil, une femme murmura, "Chéri, je suis là."
Mise à jour continue, avec 5 chapitres ajoutés quotidiennement.
Kapitel 1
À trois heures du matin, Harper Orsini dormait profondément lorsqu'un grincement de porte la réveilla en sursaut.
La seule lumière dans la pièce était une douce lueur jaune chaude provenant de la veilleuse.
Harper plissa les yeux, apercevant un homme près de la fenêtre, déboutonnant sa chemise.
La lumière tamisée mettait en valeur les traits fins et délicats d'Alex Lavien, adoucissant l'intensité de son regard.
C'était leur première rencontre après un mois de silence mutuel.
Harper, la voix encore enrouée, dit : "Oh, tu es rentré."
"Oui," répondit Alex froidement, sa grande silhouette déjà penchée sur elle. Il se baissa et l'embrassa sur les lèvres, tandis que son autre main s'attaquait habilement à sa chemise de nuit.
Sa grande main couvrait sa poitrine, la pétrissant doucement, essayant de susciter son désir en peu de temps.
Harper, fut stupéfaite un instant, puis commença à résister.
"Alex, nous sommes en froid depuis longtemps, et tu reviens juste pour ça ?" Sa voix avait une pointe de colère qu'elle ne pouvait cacher.
Elle était une personne, pas seulement un exutoire pour ses désirs.
Une lueur d'irritation traversa les yeux d'Alex. Il lui saisit le menton, la regardant de haut.
"Tu es ma femme. C'est parfaitement légal et normal de satisfaire mes besoins sexuels."
"La dispute n'est pas terminée..." commença Harper, mais Alex était déjà en elle.
Il bougeait sans préliminaires, se concentrant uniquement sur son propre désir.
La douleur la frappa, mêlée à un plaisir fugace qui la fit frissonner.
"Alex, je ne suis pas un outil. Es-tu revenu juste pour le sexe ?"
Les yeux d'Alex montraient de l'impatience. Il la fit taire avec un baiser.
Cinq ans de mariage les avaient rendus experts des corps et des points sensibles de chacun.
Harper céda rapidement, ses joues rougissant, incapable de résister alors qu'il soulevait ses jambes et la pénétrait encore et encore.
La chaleur entre eux montait quand un téléphone sonna, coupant le moment.
De son angle, Harper ne pouvait pas voir l'identité de l'appelant.
Mais elle vit l'émotion brève dans les yeux d'Alex. Il y tenait beaucoup.
Alex s'arrêta immédiatement, répondant au téléphone de la main gauche tout en couvrant la bouche de Harper de la main droite.
Alors qu'elle luttait pour respirer, Harper entendit une voix douce à l'autre bout.
"Alex, je suis à l'aéroport. Quand viens-tu me chercher ?"
Le front de Harper se plissa.
Trois heures du matin, et une femme appelait Alex d'un ton si coquet ?
Alex lui couvrait la bouche, manifestement ne voulant pas qu'elle fasse un bruit.
"D'accord, j'arrive tout de suite," dit Alex.
"Conduis prudemment, je t'attendrai," répondit joyeusement la voix à l'autre bout.
Après l'appel, Alex sortit du lit sans une seconde pensée.
Le feu du désir qui avait commencé en Harper s'éteignit soudainement, comme arrosé d'eau froide. Elle serra fermement les poings.
Alex était habituellement insatiable. Chaque fois qu'ils faisaient l'amour, c'était au moins deux fois.
C'était la première fois qu'il s'arrêtait en cours de route.
Surtout pour un appel d'une autre femme.
Une douleur vive poignarda le cœur de Harper.
Elle se redressa, regardant Alex se précipiter dans le dressing. "Où vas-tu ?" demanda-t-elle.
Alex fronça les sourcils, ses yeux pleins d'impatience. "Je n'aime pas qu'on se mêle de mes affaires."
Son ton froid contrastait fortement avec la tendresse qu'il avait montrée au téléphone.
Les ongles de Harper s'enfoncèrent dans ses paumes. Elle essaya de garder sa voix stable. "Je suis ta femme."
Alex ne répondit pas.
La porte claqua, suivie du bruit d'un moteur de voiture qui vrombissait dans la cour.
Harper était assise sur le lit, le visage aussi pâle qu'un fantôme.
La douce voix de l'appel téléphonique résonnait encore dans son esprit.
Peu de gens avaient le numéro privé d'Alex.
Le ton doux et agréable de l'appelant indiquait clairement qu'ils étaient proches.
Le fait qu'il soit parti en pleine nuit montrait à quel point cette femme comptait pour lui.
Harper se souvint soudain du mois dernier, lorsqu'elle avait été percutée par un camion en excès de vitesse. Si ce n'était pas pour les airbags et la ceinture de sécurité, elle n'aurait peut-être pas survécu.
Elle avait à peine réussi à sortir de la voiture accidentée, et la première chose qu'elle fit fut d'appeler Alex.
Tremblante et secouée, elle tenait le téléphone, désespérée de trouver du réconfort.
Mais tout ce qu'elle reçut fut la réponse agacée d'Alex.
"Appelle l'assurance et la police."
Il ne montra aucune inquiétude pour elle, et ne lui demanda même pas si elle allait bien.
Harper couvrit ses yeux, s'enroulant dans la couverture.
Les souvenirs de ses années avec Alex défilaient dans son esprit comme un film triste.
Elle ferma les yeux avec force.
Le lendemain matin, quand Harper se réveilla, elle tendit instinctivement la main vers la place à côté d'elle.
Froide.
Alex n'était pas revenu de toute la nuit.
Juste à ce moment-là, elle reçut un message vidéo sur son téléphone.
Il venait de Caden Elikin.
Caden : [Cela ne compte-t-il pas comme une infidélité de ton mari ?]
Harper cliqua dessus. Son visage déjà pâle devint encore plus blanc en voyant le contenu.
La vidéo était à l'aéroport, avec Alex en vedette, et une petite femme à côté de lui, bavardant de manière coquette.
Alex poussait ses bagages d'une main et tenait fermement sa main de l'autre.
Leur interaction était empreinte d'une intimité indéniable.
Les médias avaient même ajouté un titre sensationnel : [Monsieur Lavien accueille une femme mystérieuse tard dans la nuit, romance suspectée.]
Harper avait l'impression que son cœur était serré par une main invisible.
Était-ce la femme qu'Alex était allé chercher la nuit dernière ?
Même si Alex et Harper étaient mariés, c'était un mariage secret.
Pour le public, Alex était toujours célibataire.
Harper : [Peut-être qu'ils sont juste amis.]
Caden : [Harper, il est allé aussi loin, et tu trouves encore des excuses pour lui. Tu t'es habituée à être une lâche ? Pourquoi ne pas le quitter et être avec moi à la place ?]
Les yeux de Harper brûlaient de larmes non versées.
Harper : [Cette vidéo est-elle devenue virale ?]
Caden : [Oui, beaucoup de gens disent qu'elle est Madame Lavien. C'est écœurant de voir un salaud comme Alex.]
Harper : [D'accord.]
Elle posa son téléphone et prit une profonde inspiration.
Elle ne pourrait jamais empêcher Alex de faire ce qu'il voulait.
Surtout qu'Alex semblait beaucoup tenir à cette femme.
Après s'être levée et s'être lavée, Harper alla travailler comme d'habitude.
Elle avait travaillé sur un projet jusqu'à une heure du matin la veille.
Et à cause d'Alex, elle avait eu de l'insomnie jusqu'à l'aube avant de finalement s'endormir.
Sa tête était embrumée, et beaucoup de collègues bavardaient sur la vidéo d'Alex accueillant la femme pendant leur pause.
Harper, tenant son thermos, avait l'intention de prendre de l'eau chaude, mais dès qu'elle fit un pas, elle se sentit soudain étourdie, et l'obscurité l'engloutit.
Quand elle se réveilla, elle était déjà à l'hôpital.
L'odeur forte des médicaments remplissait l'air, et le dernier souvenir avant qu'elle ne s'évanouisse revint en force. Elle tourna la tête avec difficulté et vit Alex à côté d'elle.
Ses yeux s'illuminèrent d'espoir. "Alex..."
Dès qu'elle parla, Alex la regarda avec une expression froide. "Divorçons."
Seneste kapitler
#542 Chapitre 542
Sidst opdateret: 1/12/2026#541 Chapitre 541
Sidst opdateret: 1/7/2026#540 Chapitre 540
Sidst opdateret: 1/2/2026#539 Chapitre 539
Sidst opdateret: 12/28/2025#538 Chapitre 538
Sidst opdateret: 12/23/2025#537 Chapitre 537
Sidst opdateret: 12/18/2025#536 Chapitre 536
Sidst opdateret: 12/13/2025#535 Chapitre 535
Sidst opdateret: 12/8/2025#534 Chapitre 534
Sidst opdateret: 12/3/2025#533 Chapitre 533
Sidst opdateret: 11/28/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












