
Passion Interdite
Amelia Hart · I gang · 1.0m ord
Introduktion
Kapitel 1
Le dernier étage du bâtiment de l'entreprise appartient au bureau du PDG, interdit à quiconque sans autorisation.
Phoebe Ziegler était presque à moitié nue ; sa jupe remontée et entassée autour de sa taille. Elle était allongée sur le bureau, son corps tremblant sous les coups sauvages de l'homme.
"Salope ! Tu n'es venue me voir que pour te faire baiser, n'est-ce pas ?"
Cet homme était le mari de Phoebe, Theodore Reynolds, également propriétaire de ce bâtiment.
Mais elle ne ressentait aucune tendresse dans ce sexe.
Phoebe se mordit la lèvre, retenant tout son, tandis que des larmes montaient à ses yeux. Depuis cet incident, leur mariage ne tenait plus qu'à un fil, et Phoebe ne pouvait s'empêcher de sentir que Theodore nourrissait une profonde rancœur envers elle.
Theodore, n'entendant pas ses gémissements, lui donna une claque forte sur les fesses avec une main et lui saisit le visage de l'autre, la forçant à le regarder.
"Tu viens me voir en agissant comme une pute, à mendier pour ça. Pourquoi tu ne fais aucun bruit ? Quel tue-l'amour."
Theodore lui donna deux claques sévères en guise de punition.
Les joues de Phoebe devinrent rouges à cause des claques, et elle dut coopérer davantage en cambrant ses fesses pour suivre les mouvements de Theodore.
Avec un grognement bas, Theodore éjacula.
Theodore recula, haletant, sa chemise à moitié déboutonnée révélant huit abdominaux solides, lui donnant un air à la fois sauvage et canaille.
Il n'offrit aucune tendresse post-coïtale, se contentant de regarder Phoebe avec des yeux froids. Theodore alluma une cigarette, prit négligemment une serviette à proximité, l'enroula autour de sa taille et jeta une pilule blanche sur le bureau.
"Prends la pilule !" Le ton de Theodore était autoritaire.
Bien que Phoebe soit épuisée physiquement et mentalement, elle se força à descendre du bureau. Ses jambes vacillaient lorsqu'elle posa le pied sur le tapis, et elle dut s'agripper au bureau pour ne pas tomber.
Elle ramassa les vêtements éparpillés sur le sol, les enfila, et n'eut pas besoin de jeter un coup d'œil à la pilule sur le bureau pour reconnaître un contraceptif.
Après chaque rapport sexuel, Theodore la forçait à prendre une pilule contraceptive.
Theodore était extrêmement prudent, craignant qu'elle ne tombe enceinte à nouveau.
Mais Theodore ne savait pas qu'elle ne pourrait jamais retomber enceinte.
Phoebe leva les yeux vers Theodore, son regard suppliant, et dit timidement, "J'étais encore dans ma période de sécurité hier. Puis-je éviter de prendre la pilule ?"
Elle avait une constitution spéciale et était allergique à de nombreux ingrédients médicamenteux, en particulier les contraceptifs. Chaque fois qu'elle en prenait un, son estomac se sentait mal pendant longtemps.
"Tu ne veux pas la prendre ? Phoebe, espères-tu encore tomber enceinte de mon enfant ?" Theodore lui tapota le visage et ricana.
C'était comme s'il se moquait des espoirs de Phoebe.
Les mains de Phoebe se serrèrent progressivement en poings. Theodore savait toujours comment la blesser. Retenant ses larmes, elle dit timidement, "Non, je ne le souhaite pas."
"Tu ferais mieux de ne pas le faire !"
Theodore s'approcha, appuyant fortement sur son bas-ventre. "Phoebe, connais ta place. Tu n'es qu'un jouet pour moi ! Tu n'as pas le droit d'avoir mon enfant."
Phoebe s'arrêta, son cœur se serrant dans sa poitrine.
Sans expression, elle serra les dents, prit la pilule blanche dans sa bouche et l'avala à sec.
L'amertume se répandit sur sa langue, sa gorge brûla, mais la douleur dans son cœur la surpassait.
Ils s'étaient mariés à cause de la grossesse. Bien que leur mariage ne soit pas aussi doux que celui des autres jeunes mariés, ils se respectaient.
Mais à cause d'un accident, elle avait fait une fausse couche. Depuis, Theodore ne ressentait que de la haine pour elle.
Theodore la blâmait pour la perte de l'enfant.
Ils étaient mariés depuis seulement trois ans, et Theodore l'avait tourmentée pendant ces trois années.
Theodore la regarda finir la pilule, son regard se posant sur son bas-ventre pendant deux secondes.
Il dit froidement, "Ce soir, tu viens avec moi au banquet de la famille Vanderbilt."
Phoebe fut stupéfaite.
Pas étonnant que Theodore ait soudainement perdu son calme plus tôt. Cette invitation devait venir de la famille Vanderbilt.
Cela faisait trois ans, et il semblait que Theodore n'avait toujours pas oublié le passé.
La tristesse envahit Phoebe alors que cet incident jetait une ombre persistante sur leurs cœurs. Le mépris de Theodore avait pris racine, et elle portait le poids de l'auto-culpabilité.
L'impact de cet incident sur eux ne disparaîtrait probablement jamais.
"Je comprends." Phoebe enfila ses vêtements et se dirigea vers la porte.
Theodore lui attrapa la main, son autre main pinçant son visage, lui lançant un regard sombre et avertisseur.
"Si tu oses parler seule à Edward Vanderbilt ce soir, c'en est fini de toi," dit Theodore froidement, sa voix dégoulinant de menace, envoyant des frissons dans le dos de Phoebe.
Après avoir parlé, Theodore la lâcha. Phoebe tomba au sol.
Le corps épuisé de Phoebe céda, son estomac se contractant à cause du contraceptif. Elle se releva maladroitement du sol et quitta silencieusement la pièce.
La famille Vanderbilt était l'une des quatre grandes familles riches de Kedora, avec des actifs valant des milliards de dollars. Le banquet était fréquenté par diverses célébrités et magnats, tous vêtus de tenues luxueuses. Les médias s'étaient déjà rassemblés à l'entrée, espérant capturer les gros titres de la soirée.
Le banquet de ce soir célébrait la naissance de l'héritier de la famille Vanderbilt, l'enfant de Brian Vanderbilt et de sa femme Bianca Vanderbilt.
Phoebe, vêtue d'une modeste robe noire, suivit Theodore en sortant de la Maybach noire et aperçut un couple à l'entrée de l'hôtel.
Plusieurs invités entouraient Bianca, jouant avec le bébé dans ses bras.
Brian repéra immédiatement Phoebe et Theodore et les salua avec enthousiasme.
"Theodore, Phoebe, ça fait longtemps. Bianca, amène notre bébé, Benjamin Vanderbilt, pour leur montrer."
Brian rayonnait de joie, tirant Theodore par le bras, son visage plein du bonheur d'être un nouveau père. "Theodore, le bébé est tellement adorable, si petit et doux. Peu importe à quel point ma journée est difficile, dès que je rentre à la maison et que je le vois, toute ma fatigue disparaît. Vous devriez vous dépêcher d'en avoir un aussi."
En voyant le sourire de Brian, un sentiment d'amertume envahit Theodore.
Son expression s'assombrit soudainement.
Phoebe sentit le mécontentement de Theodore et tendit rapidement le cadeau préparé. "Merci pour votre attention, Brian, Bianca. Voici un cadeau pour Benjamin."
"Pourquoi le cadeau ?" taquina Bianca, secouant la tête avec un sourire. "Phoebe, tu es comme une sœur pour moi. Pas besoin d'être si formelle comme une invitée."
Bien que Bianca l'appelle sœur, Phoebe n'avait aucun lien de sang avec la famille Vanderbilt.
Phoebe avait grandi avec la famille Vanderbilt parce que sa mère, Evelyn Ziegler, avait été la nounou qui s'occupait de Brian et Edward depuis qu'ils étaient enfants. Ainsi, Phoebe, Brian et Edward avaient grandi ensemble, et Brian et Edward la traitaient comme une sœur.
Brian sourit et tapota l'épaule de Phoebe. Remarquant sa silhouette mince, il fronça les sourcils avec inquiétude.
"Phoebe, tu as l'air si pâle et plus mince. As-tu eu des ennuis récemment ?"
Le visage de Theodore s'assombrit davantage. Les mots de Brian impliquaient clairement qu'il ne prenait pas bien soin de Phoebe.
Il laissa échapper un rire froid et dit sarcastiquement, "Peut-être que je la mets au régime strict."
Brian rit maladroitement, inconscient de son faux pas. Il pensait simplement que Theodore pouvait être de mauvaise humeur, alors il cessa de s'inquiéter pour Phoebe et les fit entrer dans l'hôtel.
Brian dit, "Theodore, ne plaisante pas. Allez-y, entrez ; nous serons là sous peu."
Theodore entra dans l'hôtel avec une expression amère, et Phoebe le suivit prudemment. Quand il était de mauvaise humeur, elle subissait le plus gros de sa colère.
La salle de banquet était remplie d'invités.
En tant qu'héritier de la famille Reynolds, Theodore attirait l'attention même en se tenant discrètement dans un coin.
Non seulement parce que Theodore venait d'une famille prestigieuse avec une richesse considérable, mais aussi parce que son apparence était très attrayante.
Theodore était impeccable dans son costume, mettant en valeur sa silhouette impressionnante. Une cravate noire avec un clip en argent et un mouchoir dans sa poche ajoutaient à son air de sophistication et de retenue.
Mais seule Phoebe savait qu'une fois que Theodore enlevait ses vêtements, il n'était rien de moins qu'un tyran, sans aucune attitude de gentleman.
"Theodore, pourquoi es-tu si en retard ?" Taylor Morgan, vêtue de haute couture et parée d'un collier de diamants éblouissant, s'approcha. Elle jeta un coup d'œil à Phoebe, son expression critique, ses sourcils se fronçant. "Phoebe. Tu vises le look 'chic sans-abri' aujourd'hui ? Ne sais-tu pas qu'aujourd'hui est un grand jour pour la famille Reynolds ?"
Phoebe ne se disputa pas avec elle ; elle savait toujours que Taylor ne l'aimait pas.
Si elle n'avait pas été enceinte de l'enfant de Theodore à l'époque, Taylor n'aurait jamais permis à la fille d'une nounou d'épouser un membre de la famille Reynolds.
Ainsi, sous l'insistance de Taylor, elle et Theodore n'avaient obtenu qu'un certificat de mariage sans cérémonie. À part la famille proche, presque personne ne savait que Phoebe était la femme de Theodore et la belle-fille de la famille Reynolds.
Phoebe baissa les yeux vers sa robe.
"Je pense qu'elle est plutôt jolie," dit-elle avec un sourire doux.
"Peu importe." Taylor ne voulait pas perdre de temps à sermonner Phoebe sur sa tenue pour le moment. Elle fixa Phoebe et dit, "Tu as vu Benjamin en arrivant, n'est-ce pas ?"
"Oui, je l'ai vu," répondit Phoebe.
Taylor ne perdit pas plus de mots avec Phoebe et alla droit au but. "La première année de mariage, Theodore disait que tu devais prendre soin de ta santé et que tu n'étais pas en état d'avoir des enfants. Maintenant, cela fait trois ans. N'est-il pas temps que tu quittes ton travail et que tu te concentres sur le fait de tomber enceinte ?"
Seneste kapitler
#963 Chapitre 963 Rapport de test de paternité
Sidst opdateret: 6/16/2025#962 Chapitre 962 Ouvrir le nœud du cœur
Sidst opdateret: 6/16/2025#961 Chapitre 961 La première neige de Kedora
Sidst opdateret: 6/15/2025#960 Chapitre 960 Va, je te porterai
Sidst opdateret: 6/15/2025#959 Chapitre 959 Je veux juste te faire un câlin
Sidst opdateret: 6/14/2025#958 Chapitre 958 Éteignez ses délires
Sidst opdateret: 6/14/2025#957 Chapitre 957 Phoebe, parlons-en
Sidst opdateret: 6/13/2025#956 Chapitre 956 Rebirth Setback
Sidst opdateret: 6/13/2025#955 Chapitre 955 Plus les attentes sont grandes, plus la déception est grande
Sidst opdateret: 6/12/2025#954 Chapitre 954 Phoebe Knew
Sidst opdateret: 6/12/2025
Du kan også lide 😍
Flokken: Regel Nummer 1 - Ingen Mager
"Lad mig gå," klynker jeg, mens min krop ryster af begær. "Jeg vil ikke have, at du rører mig."
Jeg falder fremad på sengen og vender mig om for at stirre på ham. De mørke tatoveringer på Domonics skulpturelle skuldre sitrer og udvider sig med hans tunge åndedræt. Hans dybe smilehuller er fulde af arrogance, mens han rækker bagud for at låse døren.
Han bider sig i læben og nærmer sig mig, hans hånd glider ned til sømmen af hans bukser og den voksende bule der.
"Er du sikker på, at du ikke vil have, at jeg rører dig?" hvisker han, mens han løsner knuden og stikker en hånd ind. "For jeg sværger ved Gud, det er alt, jeg har ønsket at gøre. Hver eneste dag siden du trådte ind i vores bar, og jeg duftede din perfekte aroma fra den anden ende af rummet."
Ny i verdenen af shifters, er Draven en menneskelig på flugt. En smuk pige, som ingen kunne beskytte. Domonic er den kolde Alpha af Red Wolf Pack. Et broderskab af tolv ulve, der lever efter tolv regler. Regler, som de har svoret ALDRIG må brydes.
Især - Regel Nummer Et - Ingen Mates
Da Draven møder Domonic, ved han, at hun er hans mate, men Draven har ingen idé om, hvad en mate er, kun at hun er faldet for en shifter. En Alpha, der vil knuse hendes hjerte for at få hende til at forlade ham. Hun lover sig selv, at hun aldrig vil tilgive ham, og hun forsvinder.
Men hun ved ikke noget om barnet, hun bærer, eller at i det øjeblik, hun forlod, besluttede Domonic, at regler var til for at blive brudt - og nu, vil han nogensinde finde hende igen? Vil hun tilgive ham?
Forbudt Lidenskab
Kongen af Underverdenen
Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"
Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."
Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.
Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Gå Dybt
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.
Tror du, du kan håndtere disse historier?
En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Glæden ved Hævn
Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.
Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.
Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.
Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...
Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.
Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.
"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.
"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.
"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."
"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"
"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."
Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.
Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.
Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.
Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.
Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.
Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.
TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.
(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Skjult ægteskab
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Den Sande Arvinges Tilbagevenden: Hendes Fantastiske Comeback
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"












