Run Into The Fire

Run Into The Fire

Sean Padraig · Afsluttet · 182.9k ord

858
Hot
858
Visninger
257
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

Hugly is simple. A nice guy. Foreign, uneducated and shy, he gets along with children, rabbits and rats much better than with the sophisticated who tinker with society through their agents. The enemies may be educated, wealthy and powerful, and even seductive and vicious, but Hugly’s got more than a few tricks up his sleeve. He’s got friends in high and low places that never lose sight of him. His sometimes deluded and skeptical friends may think he’s there to help them, but they’ve got it all wrong. All wrong. When faced with evil in its many forms, it’s often best to just run away. But Hugly knows too, that it’s often best to stand firm, and at other times it’s best to run as fast as you can, right into the fire. Especially if saving others. When whole armies and all civilization needs saving, God chooses to send his best; six inch tall men who slay dragons, giants and prosperity preachers.

Kapitel 1

CHAPTER 1

What we know about mankind’s history is really quite vague. All that is chronicled of our origins and past aren’t even highlights, but just momentary glimpses that don’t really paint much of a picture. Yet, just because we don’t have a record of everything dating back to creation, does not mean that times long gone were uneventful or meaningless. Indeed, simple reflection should bring one to say that long ago, the lives of men were every bit as involved, shall we say, as they are today.

Isn’t it funny, and at the same time tragic, that every generation thinks themselves to be so much more enlightened than the last? But we fail, even in those things we do know. For example, it’s unambiguous in the record that giants existed long ago. But a giant is only a giant to those who are not giants. And recognizing someone as a giant, then depends on what is considered normal. But it’s unknown what normal was in ancient days, and we only assume it was relative to men today. What if a man at five feet and nine inches was considered a “titan”?

Regardless of the age a man lives in, his full significance is only known to God. It could be that he is a titan. It could be that he’s smart, or that he’s charismatic, or that he can play the xylophone. And it could also be that he is simple. The significance of a man’s life, the real meaning of his existence, lies with God’s purposes for him—not men’s. And the most significant, often pass right before our eyes unnoticed.

Take this little guy for example:

The brown dibeetle with its six thin legs, all barbed for sure footing, was escaping up Hugly’s arm, when he reached and pulled it, as it scratched and grasped. He pushed it shell-first into the cinched top of the bag with the others.

The white worm, that he had paused to wait for, had just breached the surface of the soft dirt beneath him. He took hold of it, pulled it free, and in one motion, swung it in an arc, striking it on a bulky root. The hard, black head with its stem and much of the liquid came out on the impact. He drew it through his clenched fist and flung away the gooey dirt mix. Wiping his hand on the root, he then punched the remainder into his bag for the dibeetles to feast on.

The draw string was pulled, sealing the churning mass within. The bag hung from his neck in front and was secured around the waist with his coiled cloak pinned firmly upon his back.

Looking into the lighted canopy of tall brown grass above him, Hugly sighed and quoted someone, “Don’t waste your portion.”

He took a deep breath and tapped his hands in rapid fashion together, then upon the bag, and then his brow. Quickly waving his hand up, next, he said,

Mosimpofah!” to the sky, before setting off through the thick.

He knew the way, as he nearly always seemed to. He never wondered at this and certainly would not start today. Someone was due home soon, and Hugly was excited at the reunion.

Being here on this unfamiliar off-path, he would point himself in a right direction and be where he intended, in time. He picked up the pace, and now he was running quickly over smooth and rough paths made by creatures other than men. He would reach the broad Dead Tree some time shortly after he caught his second wind.

Dibeetles are not overly rare. They are highly prized for stews. A hearty and clean food, they never eat anything dead that has gone bad. Hugly had earned some wages in the past, finding and selling the shiny black bugs. But now he was collecting things for Isha Maera Cousins, who had dispatched him on various missions over the last several days. She had a need for preparations.

He liked this, because he was alone in the wilderness much of the time, where he was comfortable and knew his business. In the wild, Hugly was free to do and think as he pleased. No one expected of him things he could not readily do, and now he was doing what he loved most of all. His feet were swift and light and agile as he could pick them up and put them down very quickly.

The terrain involved the grass and underbrush. It flew toward him as Hugly reached out with hands and feet, pulling it and throwing it all behind. Every beast that could, scattered as he neared them. His swishing legs and buffeting hands met the floor and every obstacle with a great energy and precision.

This challenging of himself always involved an odd rhythm that he relished. The slap of hand, the pound of foot, the dodge, the duck and weave… all incorporated rapidly upon the path, as though he had come this way a thousand times. But he had not. He chose the odd route as often as possible.

As the grasses and saplings were now thinning around him, Hugly looked in the distance where he saw two crows high up in a broken and leafless dead tree, which sat alone in the midst of a small meadow. Normally crows avoid people and fly away when they are approached, yet Hugly had been so often busily harvesting and rummaging near to these that they grew accustomed to him and now only look at him curiously. Hugly was also very conscious of them, often considerately digging up grubs (their favorite) and leaving them on the surface.

One of the two crows looked off at the sky, while another bobbed and cocked its head at a location not far from Hugly’s path. Hugly slowed. The crow had doubtlessly seen him, but it was not looking at him under the bright, half-clouded sky, this mildly cold day. The bird did it again. A bob of the head and slight cocking, as it was seeing something off in the distance and beneath its perched gaze. Hugly slowed to a near walk and softly padded off into the longer grass toward the crow’s interest.

The short-eared rabbit had not seen or heard Hugly approach, but suddenly it smelled him. Curiously, it turned its head to discover Hugly’s lean body standing directly at its rear quarter, with his tied bag, his gummed feet, and his head out on his leaning torso. His wide eyes looked through his brows above the display of a broad, misshapen toothy smile.

The rabbit leaped sidelong from Hugly in panic, landing in a stagger to turn and run. Hugly was never more than one step from it, as it was now careening through the grass in full flight, turning this way and that way, every time it caught a glimpse of Hugly close enough to touch, as he matched its speed and turbulent attempt to flee him in fear.

To compete for speed was the ultimate thrill, and Hugly was getting it in spades from this fully-grown, male strip-tail. Hugly felt as though time slowed when he ran. He knew the move of each rabbit foot before it happened. He anticipated the sound of the beast’s breath and scrape of its nails. He saw each intent as it made its path in flight of him, as the two clove the tiny meadow with a jagged line.

Moving as one, they began to come near a small wood, when the rabbit took a misstep on a small fallen branch that lay hidden in the grass. It tumbled with its eyes wide in terror and its legs still in the run. Hugly had to pat a thrusting hairy foot to keep from being thumped by it. The rabbit twisted onto its feet, stopped, and froze in launch position. Hugly timed his stop to be in locked gaze with the terrified creature. However, just a moment into this, the same crow sailed directly overhead and off into the trees. Hugly looked to see it and breathed a heavy breath, ignoring the rabbit that had just taken the opportunity to tear away again.

Hugly wondered and looked back in the direction the crow had been cocking its head toward before. He carefully made his way back near the scrubs that covered the low hills on the meadow’s edge.

He ducked down when he caught a whiff of smoke, and brewing wickhetzel. It made him recall some distant sickness when the off-smelling tox was used to draw out a fever. He slowed and began to quietly pad, low and cautious.

Through the dry gray and tan grasses, Gallium fighters were suddenly within his view in their rock and limb strewn camp, just under the lee of a scrub oak, as they were stoking a small licking fire with a cauldron set above it.

Not wanting to be discovered, Hugly veered away without taking note of how many fighters there were. Bad happenings were most likely in store for whomever the red and green dressed troops were intending to visit in this region. Best to make note of them and immediately find his way away.

Just as he turned, Hugly heard footsteps to the rear on the rabbit path he had been following. He quickly and very quietly toe-heel stepped into the grass wall and lifted some dry matter to distort his shape.

A young and thin Gallium fighter, with jet black hair, passed by Hugly, mumbling a complaint to himself. He walked a further twenty steps into the camp, with the messy remnants of his drop all over the back of his leaf green trousers.

Hugly’s heart was pounding in his chest. The camp burst into laughter upon this young man’s entrance, and Hugly took the opportunity to make a hasty retreat through the grainheads.

After a good while, Hugly was sure he was far from the group, and looking to the trees and the sky, he pointed himself toward home and began a good run. Soon the distinction between the beats of his feet and hands diminished, until his coursing body became a thrumming.

Breaking free of the thick and dry autumn straw, the sky was suddenly above him, and there were no birds to be seen. Hugly opened up his stride, and the earth became his, as he breathed deeper and ran even faster and smoother on the soft dusty way.

Now, Hugly was not done for the day. Whenever in these parts, he would try to spend time in the battle grounds, where remnants from the War of the Lincolets could be stirred up out of the earth. He veered toward the watch heaps, somehow confident that he would not be meeting anyone wearing red and green along the way.

Protruding his face from the brush, Hugly peered out over a shallow valley speckled of low and broad hearty plants with tiny purple flowers that grew in places where men had fallen in battle.

“Blood does that,” he’d been told. Hugly remembered such things he’d been taught, but largely upon seeing or hearing reminders—less so at other times.

Pulling a long, dead limb from the grass, he entered the field and returned to a place he had last been rummaging in the dirt at the base of a large dilapidated watch heap of stones, or as it was sometimes called, a “Watcher’s Mound”. It probably was quite high at one time.

There were other heaps of stones elsewhere that Hugly knew were not as old, which were easily more than twenty men tall. And yet some were torn apart, stone by stone, to find if there had been a treasure buried beneath. Hugly, however, was not concerned with the impossible to confirm. It was the honors that others had given around the stones that he was certain of. He had found coins, altars, armor, weapons, and even men, who in life were attached in some way to whomever the stones were for—having been interned nearby to someone whom they were loyal and probably greatly loved.

In the stamped down hole, a stone in the dirt, which Hugly had left as stuck, was just as he’d left it. He pulled loose and dropped his bag and proceeded to move another loose stone near to the embedded one to execute the plan he had devised in his earlier thinking. Stabbing the limb between them, he leaned this back on the loose stone and pulled with his weight, and the object was turned up from its place.

Hugly knelt down, wrapped his arms about the Hugly-sized stone, and rolled it further before getting to his knees and plunging his hands into the fresh bed, to draw and pitch the dirt as he widened and deepened the spot. Soon he pulled out a sandal that he wiped free of the bulk of clinging soil. It was easy to see that it was well worn, very old… and quite useless.

He pushed around in a pile he had extricated but found nothing. Back in the stone’s hole he dug and drew, finding more small stones until he pulled out a metal button, and then another, and then a third. These he set aside, having only wiped them down to their heavy tarnish.

He dug again and now found a cloth belt and then a small iron-wrapped, wooden shield that fell apart in his hand. Below it was an oddly shaped piece of metal. Extricating this, he found it was a somewhat crescent with a straight-ish edge on one end, and a beaten image was bumpy beneath the heavy years of earthen stain. He liked such odd finds.

Hugly looked up. The sun was near to gone, and he would need to be upon a real road soon to be able to reach Isha Maera by mid morrow. Putting his findings among his twenty dibeetles, he strapped his bag.

Mosimpofah!” he said to the sky, beginning his rapid pace in the waning light.

Before he had taken a dozen steps, Hugly felt a distant thumping in the ground. He statue-stopped fully, his arms out like an odd tree. With his eyes jockeying about, he listened and felt. A half minute later, there were several more rapid thumps in the distance before him.

Now, while many would perceive danger and avoid such noises in the wilderness… Hugly, instead, trotted forward toward the treeline and turned directly into it.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.7k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Kongen af Underverdenen

Kongen af Underverdenen

7.1k Visninger · Afsluttet · RJ Kane
I mit liv som servitrice, jeg, Sephie - en helt almindelig person - udholdt kundernes iskolde blikke og fornærmelser, mens jeg forsøgte at tjene til livets ophold. Jeg troede, at dette ville være min skæbne for evigt.

Men en skæbnesvanger dag dukkede Underverdenens Konge op foran mig og reddede mig fra kløerne på den mest magtfulde mafiaboss' søn. Med sine dybblå øjne rettet mod mine, talte han blidt: "Sephie... kort for Persephone... Underverdenens Dronning. Endelig har jeg fundet dig." Forvirret over hans ord stammede jeg et spørgsmål frem, "U..undskyld? Hvad betyder det?"

Men han smilede blot til mig og strøg mit hår væk fra mit ansigt med blide fingre: "Du er sikker nu."


Sephie, opkaldt efter Underverdenens Dronning, Persephone, opdager hurtigt, hvordan hun er bestemt til at opfylde sin navnesøsters rolle. Adrik er Underverdenens Konge, bossen over alle bosser i den by, han styrer.

Hun var en tilsyneladende normal pige med et normalt job, indtil det hele ændrede sig en nat, da han trådte ind ad døren, og hendes liv ændrede sig brat. Nu befinder hun sig på den forkerte side af magtfulde mænd, men under beskyttelse af den mest magtfulde af dem alle.
Ægteskab ved Kontrakt med en Milliardær

Ægteskab ved Kontrakt med en Milliardær

1.7k Visninger · Afsluttet · oyindamola aduke
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville ende som fru Alexander Kane. Den kolde, gådefulde milliardær lægger knap nok mærke til nogen—endnu mindre mig. Men da hans bedstefars testamente kræver, at han gifter sig og får et barn inden for 18 måneder, bliver jeg hans uventede valg efter han har afvist dusinvis af andre kvinder.

Hvorfor mig? Det ved jeg ikke. Men jeg er fast besluttet på at få ham til at se mig som mere end bare en bekvem løsning.

Livet i hans verden er slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Under hans iskolde ydre gemmer der sig en mand, der er hjemsøgt af hemmeligheder—og jo tættere jeg kommer på ham, jo farligere føles det. Hvad der startede som en simpel aftale, er hurtigt ved at blive noget langt mere kompliceret. Nu risikerer jeg alt—inklusive mit hjerte.

Kan jeg smelte hjertet på en mand, der aldrig har troet på kærlighed, eller vil jeg være den, der ender knust og alene?
Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

Vampyrens Brud (Den Mørke Råd Serie Bog 1)

916 Visninger · Afsluttet · Anna Kendra
"Du ser ud til at have glemt, at du ikke gifter dig med en almindelig person, Alina. Du gifter dig med prinsen af alle vampyrer, så se at vågne op og skaf mig noget kaffe."
Alina Deluca lever et normalt liv oppe i det nordlige Californien. I det mindste er det, hvad hun får verden til at tro. Låst inde i hendes hypnotiserende smaragdgrønne øjne er rædsler, hun aldrig kunne tale om, selv hvis det kostede hende livet.
Erick Stayton, vampyrprinsen, er hendes mareridt. For hende var han ikke mere end en kold, brutal rovdyr, der tørstede efter hendes blod og tog alt fra hende under den traumatiske nat for fire år siden. Problemet er, at hun er bestemt til at blive hans brud.
Med al sin styrke forsøger hun at rette op på sit kaotiske liv, men hun bliver indblandet i en århundreder gammel fejde og en magtkamp af ubegribelige dimensioner. Mærkeligt nok finder hun sig selv forbundet med Erick på måder, hun aldrig havde troet muligt. Pludselig er intet, som det ser ud.
Er Erick det hjerteløse monster, Alina gør ham til? Vil en vampyrlov lavet for evigheder siden blive hele vampyrracens undergang? Vil hede lidenskaber blomstre i disse blodigste tider?
Gå Dybt

Gå Dybt

1.8k Visninger · I gang · Catherine K
Denne bog indeholder de mest pirrende erotiske noveller, du nogensinde har læst.
Det er en samling af alle erotiske genrer, mundvandsdrivende, lystfulde og intense krydrede historier, der kan tage dig til syndens land.

Tror du, du kan håndtere disse historier?

En vild affære
Smagen af Emily
Bare tag mig
En ordre
Trekantdate
Vores nye lejer
Pigen ved siden af
Jeg vil have Darlene
Fars pige
Mine Mobbere Mine Elskere

Mine Mobbere Mine Elskere

2.2k Visninger · Afsluttet · Kylie McKeon
Efter at have været adskilt i årevis, troede Skylar, at hun endelig ville få sin tidligere bedste ven tilbage, da han skiftede til hendes gymnasium sammen med to andre drenge. Lidt vidste hun, hvor meget han havde ændret sig, og da hun forsøgte at komme tættere på ham, så de mobbere, der havde plaget hende i årevis, en mulighed for at ydmyge hende foran hele skolen.
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Glæden ved Hævn

Glæden ved Hævn

1.2k Visninger · Afsluttet · Sheila
Jeg vidste ikke, at den nat ville blive mit værste mareridt.

Det var mit tredje år i gymnasiet. Efter to år med mobning var jeg endelig blevet accepteret af mine klassekammerater. Jeg var endelig blomstret op til en kvinde, og nu ville alle være min ven. Men... så skete det.

Jeg vil aldrig glemme, hvad der skete med mig den nat.

Jeg vil aldrig glemme, at jeg ikke fik den retfærdighed, jeg fortjente.

Jeg vil have hævn. Jeg vil have dem døde...

Det samme vil mine tre elskere. Underbossene i Bloddisciplenes mafia.



Jeg vidste, at Xavier var forelsket i Joy i det øjeblik, han mødte hende. Men det forhindrede ikke mig eller Cristos i også at falde for hende.

"Jeg tvivler på, at et imperium vil falde sammen, fordi vi elsker den samme pige," sagde jeg. De Luca kiggede chokeret på mig.



"Stjæler I penge fra andre mennesker?" spurgte jeg, fuldstændig chokeret over hans afsløring. Jeg vidste, at Cristos var god med computere og kryptering, jeg vidste bare ikke, hvor langt det gik.

"Nogle gange. Nogle gange manipulerer vi, troller, stjæler inkriminerende beviser. Det sædvanlige."

"Vores falske ID'er... lavede du dem?" spurgte jeg. Jeg var imponeret, fordi de så så ægte ud. "Ud fra skærmene ligner det et callcenter. Hvordan kunne I have kapitalen? Sikkerheden til at arbejde uden at være bange for politiet?"

"Sebastian, Xavier og jeg blev født ind i denne slags liv. Siden vi var små, blev vi trænet til at arbejde som en enhed ligesom vores fædre. Mama Rose er ikke bare en simpel husmor. Hun er også en del af organisationen og sidder som en tredje højtstående embedsmand," forklarede Cristos. "Sebastian, Xavier og jeg er underbossene i Bloddisciplenes mafia, den herskende part på Vestkysten. Vores fædre er bossene, mens vores mødre og søstre er rådgivere. Vi er i træning til at blive bossene, når vores fædre går på pension. Sebastian har ansvaret for varer, havne og forretninger, mens Xavier håndterer affaldet. Jeg, derimod, har ansvaret for den virtuelle verden. Alt digitalt går gennem mig."



Efter at have forladt sin lille by får Joy Taylor en ny chance i livet og kærligheden, da hun møder tre flotte unge mænd på universitetet.

Nu er hun glad, succesfuld og forelsket i tre smukke mænd, der forguder hende. Det virker, som om der ikke er noget mere, hun kunne ønske sig. Hendes liv føltes komplet.

Men hun kunne aldrig give slip på smerten fra sin fortid. Især da hun opdager, at de fire drenge, der voldtog hende i deres tredje år i gymnasiet, har gjort det igen. Denne gang var den unge pige ikke så heldig. Hendes krop blev fundet flydende i en sø nær byen.

Nu er Joy tilbage i New Salem for at søge sin hævn.

Der er måske gået ti år, men hævn har ingen udløbsdato.

Desværre for Joy er tingene ikke altid, som de ser ud.

TW: Historien indeholder grafiske referencer til seksuelle overgreb og vold.

(Prologen er skrevet i tredje person; de følgende kapitler i første person.)
Uopnåelig Hende

Uopnåelig Hende

1k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Jeg giftede mig med en mand, der ikke elskede mig.
Da andre kvinder falsk anklagede mig, hjalp han mig ikke, men tog deres parti for at mobbe og såre mig...
Jeg blev dybt skuffet over ham og blev skilt fra ham!
Efter at være vendt tilbage til mine forældres hjem, bad min far mig om at arve milliarder i aktiver, og min mor og bedstemor forkælede mig, så jeg blev den lykkeligste kvinde i verden!
På dette tidspunkt fortrød den mand det. Han kom til mig, knælede og bad mig om at gifte mig med ham igen.
Så, fortæl mig, hvordan skal jeg straffe denne hjerteløse mand?
Hans Brændende Blik

Hans Brændende Blik

1.5k Visninger · Afsluttet · Annora Moorewyn
"Har du et kondom?"

"Nej, det har jeg ikke, men jeg behøver ikke kneppe dig for at få dig til at komme."

Min ryg mod hans bryst med den ene arm omkring min talje, masserende mit bryst, og den anden arm, der stiger op til min hals.

"Prøv ikke at lave nogen lyd," han gled sin hånd under elastikken på mine leggings.

Leah er en 25-årig, der blev adopteret. Efter skilsmissen blev hun involveret med tre forskellige mænd.

Denne nutidige, realistiske erotiske roman følger Leah, en nyligt fraskilt ung kvinde. Hun står ved en skillevej mellem sin fortid og en uforudset fremtid. Med et skub fra sin bedste veninde begiver hun sig ud på en styrkende rejse med selvopdagelse gennem udforskningen af sine seksuelle lyster. Mens hun navigerer i dette ukendte territorium, møder hun tre fængslende kærlighedsinteresser, som hver tilbyder et unikt perspektiv på lidenskab og intimitet. Midt i det flerperspektiviske drama af følelsesmæssige op- og nedture fører Leahs naive tendenser hende ind i flere uventede drejninger, som livet kaster i hendes retning. Med hver oplevelse afdækker hun kompleksiteten af intimitet, lidenskab og selvkærlighed, hvilket i sidste ende forvandler hendes syn på livet og omdefinerer hendes forståelse af lykke. Denne spændende og erotiske fortælling inviterer læserne til at reflektere over deres egne lyster og vigtigheden af selvaccept i en verden, der ofte pålægger begrænsende overbevisninger.
Skjult ægteskab

Skjult ægteskab

1.2k Visninger · Afsluttet · Aria Sinclair
Min stedmor er utrolig ondskabsfuld. Hun bedøvede faktisk min drink og sendte mig til en anden mands seng. Som om det ikke var slemt nok, ventede en gruppe journalister udenfor døren næste morgen...
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

442 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"