Série Amour et Haine Livre 1-5

Série Amour et Haine Livre 1-5

Joanna Mazurkiewicz · I gang · 372.8k ord

588
Hot
2k
Visninger
266
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

Tout sur toi (Série Amour & Haine #1)

J'ai commencé à détester Oliver juste après la mort de son frère aîné, Christian. Je l'entraîne dans une spirale d'humiliation et de douleur pour essayer de faire face à ce que son frère m'a fait subir.
Quelques mois après le décès de Christian, Oliver quitte la ville, et pendant les deux années suivantes, il est absent de ma vie. Les démons refont surface, et je dois apprendre à vivre avec le secret qui m'a détruite.
Maintenant, je commence une nouvelle vie, loin de Gargle et de mon passé, mais tout s'effondre lorsque je vois Oliver le premier jour à l'université. Il est clair que beaucoup de choses ont changé depuis notre séparation. Maintenant, il est capitaine de l'équipe de rugby et le gars le plus populaire du campus.
Puis il fait un pari et me donne un ultimatum : je quitte Braxton pour toujours et je recommence ailleurs, ou je reste et je joue à son jeu... parce qu'il n'a jamais oublié que c'est moi qui ai ruiné sa vie il y a deux ans.

Kapitel 1

Lui

Présent

"Nous y sommes." Dora appuie brusquement sur la pédale de frein. Les bagages sur la banquette arrière tombent, me frappant à l'arrière de la tête. Je jure en silence, espérant que Dora ne m'a pas entendu. Elle sait que je n'utilise plus ce genre de langage.

"C'est super," je marmonne, en me massant le crâne. Dora rayonne, me fixant depuis le siège du conducteur. J'ai choisi de m'asseoir à l'arrière, espérant rattraper un peu de sommeil, mais mon plan a échoué parce que Dora a mis la musique à plein volume quand nous avons quitté Gargle—notre ville natale.

"Oh mon Dieu, India, c'est tellement excitant. Nous y sommes enfin," continue-t-elle, sa voix aiguë résonnant dans mes oreilles. "Regarde ces bâtiments. Tu peux imaginer ce que—"

Nous sortons de la voiture pendant qu'elle continue de parler. Je sais que je devrais écouter, mais je n'arrive pas à me concentrer aujourd'hui, et son monologue sur toutes les fêtes sauvages est toujours le même. Une sensation étrange me traverse, et je commence à me demander pourquoi je ne suis pas aussi excitée que Dora. Nous avons compté les jours avant de venir à Braxton, et maintenant j'ai l'impression que je dois faire demi-tour. Peut-être que je ne suis destinée à aller nulle part ailleurs qu'à Gargle.

Je prends quelques respirations profondes et étire mon cou. J'ai toujours voulu étudier à l'Université de Braxton. Ma mère et ma grand-mère y sont allées. Dora a toujours voulu vivre seule; elle en parle depuis qu'elle a été acceptée.

Moi, je voulais juste m'éloigner de mon passé toxique.

Dora est ma meilleure amie, mais je ne suis pas sûre d'avoir pris la bonne décision en la traînant ici avec moi cette fois-ci. Ses parents sont riches, elle pourrait aller où elle veut en Angleterre, mais au final, elle m'a suivie.

Peut-être qu'elle a décidé de venir à Braxton parce que nous avons toujours tout fait ensemble. Nous ne sommes pas du tout similaires, mais nous nous connaissons depuis des années et c'est plus facile comme ça. Dora pourrait être une distraction de toutes les choses importantes que j'ai prévues de faire cette année. Elle veut faire la fête et continuer la vie qu'elle avait à Gargle. Moi? Je veux m'éloigner du passé et me concentrer sur les choses qui comptent.

Je fais le tour de la voiture et commence à tirer mes sacs du coffre. Le soleil brûle dans le ciel, brûlant la nuque. Dans quelques semaines, il fera froid; c'est surprenant que le temps soit encore agréable fin septembre. Mais je ressens une étrange tension dans l'air, comme si cette journée paisible allait être gâchée par un orage. Je remarque de lourds nuages sombres commencer à se rassembler au sud.

"Allez, India, bouge." La voix de Dora me ramène à la réalité. "Je veux voir le campus avant qu'il fasse nuit."

"D'accord, calme-toi. Ces sacs sont lourds."

"Oh, pardon, Mademoiselle Sensible." Elle fronce les sourcils. "Pourquoi es-tu de si mauvaise humeur aujourd'hui?"

"Je vais bien, juste fatiguée. Arrête ça."

Elle agite la main et commence à marcher. Je sais exactement de quoi elle parle. J'ai veillé tard la nuit dernière en pensant à Christian, et chaque fois que je fais ça, le lendemain, je ne suis jamais la même.

Nous avons quitté Gargle en début d'après-midi. Maman a insisté pour nous préparer des tonnes de nourriture. Elle pense toujours que nous ne serons pas capables de cuisiner un vrai repas nous-mêmes, et que nous vivrons de haricots sur du pain grillé. Ma petite sœur, Joséphine, n'arrêtait pas de demander si elle pouvait venir me rendre visite bientôt. Elle veut voir Braxton par elle-même. Elle n'a que quatorze ans, mais elle a déjà entendu des histoires sur la vie universitaire, et elle a hâte de goûter à la liberté elle-même.

Je prends mes sacs et commence à suivre Dora. Elle marche vers le bloc des appartements étudiants, ses cheveux bruns flottant librement autour de ses épaules. Je ne sais pas pourquoi, mais mon estomac fait un drôle de bond en voyant les bâtiments s'étirer devant nous.

Nous traversons le chemin et nous dirigeons vers l'entrée. Je change mon sac d'épaule, car mon bras commence à me faire mal, et je traîne ma valise principale derrière moi. Nous remarquons un groupe d'étudiants jouant au rugby sur la pelouse. Dora joue déjà avec ses cheveux, faisant semblant de lutter avec ses bagages, espérant probablement qu'un de ces gars vienne l'aider. Je lève les yeux au ciel, ignorant ses faux gémissements, et avance. Pendant un instant, je sens le regard de quelqu'un sur moi, alors je m'arrête et me retourne.

Un des gars me fixe directement. Il plisse les yeux, et ce qui ressemble à du feu se répand le long de ma colonne vertébrale. Il me semble familier, mais je secoue la tête—je ne connais personne à Braxton, et cette soudaine flambée de chaleur n'est que mon imagination. Dora parvient à attirer l'attention d'un des gars, et ils commencent à bavarder. C'est tellement typique d'elle.

« Passe la balle, Jacob », crie quelqu'un derrière moi. Mais j'ignore la voix, même si elle me semble tellement familière, et elle fait bouillir le sang dans mes veines.

Soudain, quelque chose me frappe violemment à l'arrière de la tête. Je lâche un grand « Aïe ! » et me retourne rapidement. Je repère le ballon de rugby sur l'herbe et porte la main à ma tête pour la masser. Je plisse les yeux, repérant le même gars qui me fixait quelques secondes plus tôt. Il se tient là, souriant en coin.

« C'est quoi ton problème ? » Je serre les dents de colère.

Il ne semble pas le moins du monde désolé de m'avoir frappée avec ce foutu ballon. Il est grand et musclé, ses cheveux noirs coupés très courts. Pour une raison quelconque, la coupe "Forces Spéciales" lui va bien. Il est trop loin pour que je voie la couleur de ses yeux, mais son regard m'attire comme un aimant. Son jean pend bas sur ses hanches, et son T-shirt blanc est sale, probablement à force de rouler dans l'herbe. Je jette un coup d'œil à ses amis, qui me regardent, stupéfaits. Quelque chose ne va pas ici—il a évidemment voulu me frapper exprès.

« Eh bien, qui avons-nous là ? C'est la seule et unique, India Gretel. » Il prononce mon nom fort, comme s'il voulait s'assurer que tout le monde l'entende.

« Est-ce que je te connais ? » Je le regarde impatiemment de la tête aux pieds. Un grand sourire fou apparaît sur son visage séduisant. Quelque chose dans ses yeux me dit que nous nous sommes déjà rencontrés. Son regard se durcit sur moi alors qu'il ramasse le ballon et réduit la distance entre nous. C'est alors que je vois sa mâchoire large et ses lèvres pleines et magnifiques.

« Ne me dis pas que tu m'as déjà oublié, Indi ? » Il sourit de nouveau. « Les gars, laissez-moi vous présenter la plus grande garce qui ait jamais mis les pieds à Braxton. »

Je cligne des yeux rapidement, le fixant, fouillant dans mes souvenirs—tout ce qui pourrait me dire si je l'ai déjà vu, mais je n'ai rien.

« Oliver, c'est qui cette fille ? » demande un de ses potes en s'approchant de lui.

Dora remarque mon petit spectacle parce qu'elle s'approche de moi, semblant tout aussi confuse. « India, c'est qui ce connard ? » Elle lève le pouce vers lui, fronçant les sourcils.

Oliver. Ce nom roule dans ma tête comme une boule de billard. Il me fait frémir et accélère mon rythme cardiaque. C'est comme un poison qui s'infiltre dans mes pores et ravage mon corps. Son nom évoque à la fois le bien et le mal en moi. C'est le nom que j'essaie d'oublier depuis deux ans.

Je le fixe comme s'il n'était pas vraiment là, comme si j'hallucinais. Mon cœur commence à battre la chamade, envoyant un signal à mon cerveau de commencer à courir quand il s'approche de moi.

Ce n'est pas lui—ça ne peut pas être lui.

« Je suis désolée. Je ne sais pas qui vous êtes. » Je parviens à dire, mais ma voix trahit facilement mon mensonge. Les souvenirs reviennent en tourbillon comme une tempête. La couleur de ses yeux—ils sont les mêmes. Ce sont ses yeux—je ne pourrais jamais les oublier. D'un bleu profond, ils me transpercent, touchant ma douleur, la douleur que son frère a causée tant de fois. Je romps le contact visuel assez rapidement et me retourne, mais j'ai du mal à respirer.

« Je ne sais pas ce qui t'a rendue si stupide, mais quoi que ce soit—ça marche », crie-t-il, et ses amis rient.

« Attends, India, est-ce que— »

« Dora, je ne savais pas que tu étais encore amie avec cette sorcière ? »

Une autre insulte qui fait encore plus mal que la première. Je sens le sang quitter mon visage, et mon corps se raidit. J'essaie de compter jusqu'à dix et de me contrôler, mais la culpabilité se déverse dans mon estomac comme de la lave en fusion.

Dora le reconnaît immédiatement. « Oh, mon Dieu, Oliver—c'est vraiment toi ? » Elle ricane. « Tu as changé. »

Je la regarde en arrière, essayant de lui faire signe de partir, mais elle reste là, le fixant.

Il continue de m'humilier. « Raconte à mes amis ici tout sur toi, Indi. On aime tous les bonnes histoires d'horreur. »

« Dora, allons-y », je gronde, même si je me sens trop engourdie pour bouger. Je serre les dents et traîne les pieds en avant, ignorant mon pouls qui monte en flèche.

« Oliver, tu es canon », chantonne Dora de manière aguichante. « À plus tard. »

Elle se dépêche de me suivre. Mon estomac subit une série de contractions tandis que nous traversons le bâtiment. Mon cœur bat comme s'il allait exploser. J'ai besoin de prendre une profonde inspiration et d'oublier que je l'ai vu. Il n'était jamais censé aller à Braxton. Il n'est pas là—c'est juste mon imagination. J'aimerais pouvoir changer le passé, mais la petite voix dans ma tête me dit que je l'ai provoqué.

Passé

« Tu veux rester un peu plus longtemps, ma chérie ? » Maman a touché ma main doucement comme si j'étais en verre. Nous étions seules ; beaucoup de gens étaient déjà partis. Maman attendait pour me ramener à la maison, mais je ne pouvais pas bouger, regardant les porteurs. Ils descendaient le cercueil de Christian dans le sol, leurs visages impassibles. Bientôt, personne ne se souviendrait de lui et des choses qu'il avait faites. Bientôt, il serait oublié.

De lourds nuages gris pendaient au-dessus de nos têtes. J'ai fixé le même endroit pendant plusieurs minutes, voyant les démons de l'obscurité et de la mort. Ils s'approchaient de moi, rampant le long de mon dos, et enfonçaient de longues aiguilles dans mon cœur.

« Oui. » Je ne reconnaissais pas ma propre voix—elle sonnait vide. La mère de Christian m'avait demandé de m'asseoir avec elle au premier rang. Les gens me parlaient, mais tout était flou. Les gens venaient, puis partaient, mais j'étais toujours là, souffrant.

Maman n'a rien dit de plus. Elle s'est levée et m'a laissée seule avec mon propre cauchemar—peut-être parce que c'était plus facile ainsi. J'ai regardé le cercueil disparaître dans le sol, et j'étais contente qu'il soit mort. Quelques jours s'étaient écoulés depuis la fête chez Christian. Je n'avais encore parlé à personne de ce qui s'était passé. Quand il m'avait déposée chez moi, j'étais allée directement dans ma chambre et j'avais pleuré. Christian avait été un adolescent idéal, mais quelques semaines avant sa mort, il était devenu un psychopathe. Il savait depuis des années que je ne ressentais pas la même chose pour lui, que je ne voulais que de l'amitié, mais il avait gardé cette connaissance sous contrôle jusqu'à la fête—puis il avait perdu le contrôle. Il était sournois, s'assurant que personne ne remarque quoi que ce soit.

Ma mère avait frappé à ma porte vers minuit. Pendant plusieurs minutes, elle est restée silencieuse, puis elle m'a annoncé la nouvelle. Christian avait eu un accident de voiture et était mort à l'hôpital. Ensuite, elle m'a serrée dans ses bras et m'a dit de tout laisser aller. J'ai éclaté en sanglots, ressentant à la fois une immense tristesse et un incroyable soulagement qui me remplissait lentement. Une partie de moi le voulait mort, l'autre partie tenait encore à lui.

Mon souhait s'était réalisé seulement quelques heures après qu'il m'ait blessée.

Puis, lors des funérailles, je me tenais là, heureuse qu'il soit définitivement sorti de ma vie. Je n'avais aucune idée de comment gérer la douleur qu'il m'avait causée et ces souvenirs cruels et dévastateurs. Il m'avait détruite—puis il avait juste... disparu.

Christian était parti. Il avait emporté avec lui la partie vicieuse et sadique de sa personne dans la tombe, mais il m'avait laissée avec des cicatrices émotionnelles et un cauchemar que je n'oublierai jamais.

« India. »

C'était Oliver. Je n'avais même pas remarqué quand il s'était approché de moi, mais j'ai reconnu sa voix immédiatement. Il se tenait à côté de moi pendant un moment, et ma colère et mon agitation grandissaient.

Je me suis tournée vers lui. « Qu'est-ce que tu veux, Oliver ? »

Ses longs cheveux noirs tombaient sur ses épaules, vêtu d'un long manteau gothique noir, ses yeux me fixant sous de longs cils noirs. Il a ensuite posé sa main sur mon bras. « Je voulais juste m'assurer que tu allais bien. »

J'ai serré les poings, et mon corps s'est tendu. Une rage pure a commencé à couler en moi. Oliver était celui qui était censé être à cette fête. S'il était venu comme il l'avait promis, je n'aurais jamais eu à traverser ce cauchemar. Tout était de sa faute.

« Il est parti, Oliver, » ai-je crié. « Tu n'as pas besoin de vérifier comment je vais. Tu n'as plus besoin d'être autour de moi. » Mon cœur battait la chamade, mais je me sentais tellement mieux dès que ces mots ont quitté ma bouche.

« Allez, India, je sais que tu souffres, mais c'était mon frère et il va me manquer aussi. » Il s'est rapproché, et je ne pouvais plus le supporter.

Je me suis éloignée brusquement et j'ai commencé à marcher dans la direction opposée. Puis, je me suis retournée pour lui dire encore quelques mots. « Je te déteste, Oliver. Je te déteste à en crever. Reste loin de moi. Je ne veux plus te voir près de moi. »

Il est resté là à me regarder comme si je parlais une langue différente. Ses yeux se sont assombris et il s'est détourné. Je me sentais mieux en le repoussant. Me battre avec lui et le blesser était comme une thérapie. C'était une sorte de libération—quelque chose que je ne pouvais pas faire à son frère—parce qu'il était mort. Malade et tordu, peut-être ? Mais je ne savais pas quoi faire de toute cette colère accumulée en moi. Et Oliver n'était qu'un rappel... un rappel de tout...

« Indi, je ne comprends pas— »

« Tu n'as pas besoin de comprendre quoi que ce soit, Oliver. Je te jure que je rendrai ta vie difficile si tu ne restes pas loin. Je le pense vraiment. Christian est mort et nous avons fini. »

Je me suis retournée et je suis partie, le laissant à côté de son frère mort. Avant la fête, je me serais jetée dans ses bras et lui aurais dit que nous devions être forts maintenant—ensemble. Mais c'était avant. Maintenant, j'étais brisée... mon âme laissée en lambeaux.

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.8k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Skæbnens Spil

Skæbnens Spil

3.7k Visninger · I gang · Dripping Creativity
Amies ulv har ikke vist sig selv. Men hvem bryder sig om det? Hun har en god flok, bedste venner og en familie, der elsker hende. Alle, inklusive Alfaen, siger til hende, at hun er perfekt, som hun er. Det er indtil hun møder sin mage, og han afviser hende. Den sønderknuste Amie flygter fra det hele og starter forfra. Ingen flere varulve, ingen flere flokke.

Da Finlay finder hende, bor hun blandt mennesker. Han er betaget af den stædige ulv, der nægter at anerkende hans eksistens. Hun er måske ikke hans mage, men han vil have hende til at være en del af hans flok, latent ulv eller ej.

Amie kan ikke modstå Alfaen, der kommer ind i hendes liv og trækker hende tilbage til flokken. Ikke alene finder hun sig selv lykkeligere, end hun har været i lang tid, hendes ulv kommer endelig til hende. Finlay er ikke hendes mage, men han bliver hendes bedste ven. Sammen med de andre topulve i flokken arbejder de på at skabe den bedste og stærkeste flok.

Når det er tid til flokspil, begivenheden der afgør flokkens rang for de kommende ti år, må Amie konfrontere sin gamle flok. Da hun ser manden, der afviste hende for første gang i ti år, bliver alt, hvad hun troede, hun vidste, vendt på hovedet. Amie og Finlay må tilpasse sig den nye virkelighed og finde en vej frem for deres flok. Men vil den uventede drejning splitte dem ad?
Litas Kærlighed til Alfaen

Litas Kærlighed til Alfaen

5.2k Visninger · Afsluttet · Unlikely Optimist 🖤
"Vent, er hun DIN mage?" spurgte Mark, "Det er... wow... det havde jeg ikke set komme..."
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.

"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."

"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"

"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."

Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Mated til min Rugby trilling Stedbror

Mated til min Rugby trilling Stedbror

2k Visninger · I gang · Hazel Morris
"Efter hver seksuel omgang, efterlad et mærke på hendes krop." Mine trillingebrødre låste mig inde i kælderen, misforstået at jeg havde forrådt dem.
Jeg boede hos min stedfar for at gå i skole, og trillingerne gjorde hele skolen til et mareridt for mig, og manipulerede mit sårbare hjerte til at falde for dem.
Efter at have tilgivet dem, kastede de mig igen i helvede.
"Føler de sig virkelig komfortable, når mine andre to brødre besidder dig, eller knalder dig? Kan jeg teste det tredive gange om ugen?" Computer-geniet blandt trillingerne bedøvede mig med en sexdrik og testede passende positioner i laboratoriet.
"Hvis jeg ikke kan være den, du elsker mest, så vær min BDSM-objekt." En anden trilling hængte mig op i luften og pressede sin muskuløse krop mod mig.
"Hvis du laver en lyd af stønnen, gisp eller skrig under ekstra timer, vil jeg straffe dig." Den ældste, som værdsatte familiens ære og var den fremtidige alfa af stammen, holdt stramt om min talje og klædte mig af i skolens studierum.
Trillingerne kæmpede besat om ejerskabet af mig, og til sidst valgte de at dele, mens mit hjerte allerede var revet i stykker.
Da de gjorde mig til en delt elsker og begyndte at vælge ægtefællepartnere, opdagede jeg, at jeg var deres skæbnebestemte Luna.
Men efter at være blevet skuffet utallige gange nægtede jeg at underkaste mig og endte med at foregive min død i en mordsag...
Alfa Kongens Menneskelige Mage

Alfa Kongens Menneskelige Mage

9.8k Visninger · Afsluttet · HC Dolores
"Du må forstå noget, lille ven," sagde Griffin, og hans ansigt blødte op.

"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."

Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.

"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."


Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Det Utænkelige Sker

Det Utænkelige Sker

2.6k Visninger · Afsluttet · Eiya Daime
Jeg kan ikke tro, at det her sker for mig. Jeg har levet igennem et sandt helvede, men jeg troede ikke, det ville være så slemt, da jeg søgte om skilsmisse. Da jeg kom hjem omkring middagstid fredag efter min nervepirrende tur til retten, anede jeg ikke, at min voldelige mand, Shane, allerede lå på lur efter mig. Han vidste, hvad jeg havde gjort, og jeg skulle til at finde ud af det på den hårde måde.

"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!

Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.

Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.

Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.

"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
Forkælet af Milliardærer efter at være Blevet Forrådt

Forkælet af Milliardærer efter at være Blevet Forrådt

1k Visninger · I gang · FancyZ
Gift i fire år, forblev Emily barnløs. En hospitalsdiagnose kastede hendes liv i kaos. Ude af stand til at blive gravid? Men hendes mand var sjældent hjemme i løbet af disse fire år, så hvordan kunne hun blive gravid?
Emily og hendes milliardærmand var i et kontraktægteskab; hun havde håbet at vinde hans kærlighed gennem indsats. Men da hendes mand dukkede op med en gravid kvinde, mistede hun håbet. Efter at være blevet smidt ud, blev den hjemløse Emily taget ind af en mystisk milliardær. Hvem var han? Hvordan kendte han Emily? Endnu vigtigere, Emily var gravid.
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

492 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Min Vilde Valentine

Min Vilde Valentine

313 Visninger · Afsluttet · Ariel Eyre
Jeg blev født ind i verden med vold, som alle børn gør, men efter fødslens vold er det meningen, at det skal forsvinde, men ikke for mig. Min families brogede historie kom med en lang linje af blod og vildskab. Fra min fødsel til min død er jeg dømt til at leve midt i kaos og ødelæggelse. Det betyder intet, at jeg forsøgte at undslippe denne form for grusomhed. Jeg prøvede at få et respektabelt job, hvor jeg ville bekæmpe de monstre, jeg var omgivet af i min barndom. Jeg forsøgte at komme videre og efterlade det ar, det havde givet mig. Men ligesom det ar, der blev skåret ind i mit kød, er også Fox Valentine, kun at det ar, han efterlod, var på min sjæl. Han formede mig, og jeg voksede med ham, kun for at flygte fra ham. Men når mit job vil have mig til at inkriminere ham, bliver jeg kastet tilbage i hans kløer, og jeg finder mig selv trukket tilbage til det liv, jeg havde forsøgt så hårdt at flygte fra.

Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.

"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Milliardær Efter Skilsmisse

Milliardær Efter Skilsmisse

665 Visninger · I gang · Doris
Min kone ikke kun foragtede mig, men også konspirerede for at sætte mig op, så jeg stod tilbage med intet andet end tøjet på min krop! Hvad hun ikke vidste var, at jeg var den mystiske hovedfigur, der i hemmelighed havde hjulpet hende de sidste tre år. Efter skilsmissen arvede jeg endda en enorm formue på hundrede milliarder dollars! Fyldt med dyb fortrydelse, da hun lærte sandheden, knælede hun og bad mig om at gifte mig med hende igen...
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

888 Visninger · Afsluttet · Doris
Et forræderi fratog Nora hendes uskyld og tvang hende til at forlade sit hjem. Fire år senere gjorde hun et imponerende comeback med sine tre bedårende børn på slæb og reddede en flot mand.
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.

(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)
Milliardærens Slemme Pige

Milliardærens Slemme Pige

1.4k Visninger · I gang · Henning
Jane-familien er lamslået, da de opdager, at deres engang forstødte datter er blevet en fremtrædende skikkelse i Hvid By. Industrigiganter, akademiske lys og top-skuespillere tilskriver alle deres succes til hende. Hendes eks, som havde forladt hende for sin drømmepige, beder nu om at få hende tilbage. Men ved hendes side står en høj, flot mand, der erklærer: "Hvad tror du, du laver med min kone?"
Det er ingen ringere end Hvid Bys rigeste milliardær!