Uwikłana z Zastępczym Nauczycielem

Uwikłana z Zastępczym Nauczycielem

Lola Ben · Afsluttet · 125.8k ord

224
Hot
5.9k
Visninger
292
Tilføjet
Tilføj til hylde
Start med at læse
Del:facebooktwitterpinterestwhatsappreddit

Introduktion

Będąc dzieckiem miliardera, ostatni rok w liceum Ruby nie był tak spokojny, jak powinien. Jej nagie zdjęcie rozprzestrzeniło się po całej szkole po tajemniczej śmierci młodej dziewczyny. Podczas gdy Ruby próbowała odkryć prawdę, przystojny nowy nauczyciel, Adonis Klaus, miał na nią oko.

Nie wiedziała, że nie tylko zwiąże się intymnie z Adonisem, ale jej cały świat wywróci się do góry nogami w sposób, którego nigdy by nie przewidziała...

Możesz polubić OPIEKOWANIE SIĘ DZIECKIEM MILIARDERA, jeśli podoba ci się ta historia

Kapitel 1

Ruby

Ciepłe powietrze, które otulało dzień, wślizgnęło się do pokoju, gdy kolejny klient wszedł do środka, trzymając na rękach małą dziewczynkę. Na moich ustach pojawił się lekki uśmiech, gdy zauważyłam podekscytowanie na twarzy dziewczynki, kiedy zapytał, jaki rodzaj ciasta chciałaby.

"Nie mogę uwierzyć, że szkoła zaczyna się już w przyszłym tygodniu. Nie zarobiłam wystarczająco dużo pieniędzy," narzekał za mną piskliwy głos, a ja obróciłam się na krześle, by spojrzeć na moją przyjaciółkę Abby, której towarzystwem cieszyłam się od około ośmiu lat i ani razu nie żałowałam, że ją mam przy sobie.

"To nasz ostatni rok," zauważyłam. "Kiedy skończymy szkołę, zawsze możesz zrobić sobie przerwę, żeby zarobić więcej pieniędzy." Wysoka brunetka zrobiła nadąsaną minę, opierając się o marmurowy blat. Jej praca w cukierni połączonej z kawiarnią była jedną z wielu, które podjęła podczas wakacji, bo nienawidziła prosić rodziców o pieniądze, zwłaszcza gdy w końcu dostanie się na studia.

"Nie możemy zamienić się życiami, Ruby?" Jej wielkie oczy błagały, jakbym była jakąś magiczną wróżką, która spełni jej życzenie. Gdy zaśmiałam się z komicznego wyrazu na jej twarzy, powiedziała: "Mówię poważnie. Masz takie szczęście, twój ojciec nawet nie pozwoliłby ci kiwnąć palcem, a co dopiero znaleźć pracę."

To przypomniało mi o kłótni, jaką miałam z ojcem przed rozpoczęciem wakacji, i prawie zacisnęłam zęby ze złości. "Nie rozumiem, dlaczego nie mogę znaleźć pracy."

"Bo jesteś Ruby Powers, jego córką." Instynktownie sięgnęła po talerz z czekoladowym ciastem z podgrzewacza i podała mi go. Podziękowałam jej i zaczęłam jeść. "Widziałaś dzisiaj Jake'a?"

"Ten przystojniak?" Wzruszyłam ramionami, oblizując łyżkę z resztek czekolady. "Pewnie jest tam na zewnątrz, ciesząc się uwagą dziewczyn."

"Powinien już z którąś z nich zacząć chodzić. Nie chcę zaczynać nowego roku, siedząc z irytującymi i dziwnymi dziewczynami."

"Wiem, że tego nie myślisz." Uśmiechnęłam się sugestywnie, a ona skrzywiła się na mnie. Chociaż mi tego nie powiedziała, czułam, że trochę lubi Jake'a, który jest jak nasz brat i ochroniarz. Jego muskularna budowa przyciągała dziewczyny i odstraszała chłopaków od Abby i mnie, co nam się podobało, bo prawie wszyscy chłopcy w naszej szkole myślą tylko o jednym.

Abby wyprostowała się i sięgnęła po telefon. Była zdecydowanie wysoką dziewczyną, w przeciwieństwie do mojego metra sześćdziesięciu, co czasami sprawia, że czuję się niepewnie. Ale po spędzeniu miesięcy obok Abby, która szybko rosła, przestało mi to przeszkadzać.

"Uh... Ruby?"

"Tak?" odpowiedziałam, jedząc obiad. "Mogłabyś podać mi butelkę coli?" Na pewno nie umknął mi wyraz zdezorientowania na jej twarzy, gdy sięgała po to, o co prosiłam. "Co to?"

"Byłaś wczoraj w galerii handlowej?"

"Tak."

"Musisz to zobaczyć." Podsunęła mi telefon pod nos, a moje oczy rozszerzyły się, gdy zobaczyłam nagłówek ujawniający, że jestem córką Dominica Powera, która przez długi czas była trzymana z dala od światła reflektorów. Artykuł nie poprzestał na licznych zdjęciach mnie, ujawniał wszystko inne o mnie. Gdzie się uczę, gdzie mieszkam... nawet to, gdzie uczę się grać na skrzypcach.

"Nie mogę w to uwierzyć..." Ciasto przede mną przestało istnieć, problem przede mną był większy. "To niszczy wszystko."

"Co zamierzasz zrobić?" Abby włożyła telefon do kieszeni swojego wzorzystego fartucha i spojrzała na mnie z troską.

"Nie wiem. Jak mam to przetrwać? Nawet nie wiem, jak teraz wszystko się potoczy."

"Powinnaś powiedzieć rodzicom."

"Wtedy dam tacie pretekst, żeby wysłać mnie do internatu. Poza tym, i tak się dowie."

Abby westchnęła. "Co teraz zrobisz?"

"Na pewno nie mogę uciec," zażartowałam subtelnie. Potem wzruszyłam ramionami. "Chyba muszę żyć z tym, że jestem znana."

"To nie będzie łatwa droga."

Teraz ja westchnęłam, tym razem głośniej. "Wiem. Ale bardziej martwię się o jedno..." Przez chwilę wpatrywałam się w gładką ścianę za nią.

"O co?"

"Liceum." Odpowiedziałam krótko.

~

"Hej, bogata dziewczyno."

Właśnie kiedy myślałam, że dzień się wreszcie skończył. W momencie, gdy odepchnęłam różne spojrzenia, które otrzymywałam przez cały dzień, aby marzyć o misce lodów, którą schowałam bezpiecznie w lodówce, Roger Stevens musiał wszystko zepsuć.

Nie zadałam sobie trudu, żeby na niego spojrzeć, prawdę mówiąc, nie miałam siły na ludzi takich jak on, więc kontynuowałam swój marsz.

"Wiesz, że do ciebie mówię," jego irytujący głos rozbrzmiał, przyciągając uwagę wszystkich na mnie. "Czy teraz mnie zignorujesz?" Słyszałam, jak się zbliża, ale nadal nie spojrzałam w jego stronę. "Ruby..." jego głos zdawał się mnie drwić. "Dlaczego nie powiedziałaś nam, że jesteś dzieckiem Dominica Powersa? Myślałaś, że jesteśmy złotymi kopaczami czy coś?" Zaśmiał się. Westchnęłam.

I kontynuowałam marsz do swojej szafki.

"Jesteś nadal nikim!" wrzasnął. "Tak jak zawsze byłaś przez te wszystkie lata. Nie ma znaczenia, że jesteś najinteligentniejsza wśród nas."

"Czy jest jakiś problem, Roger?" Usłyszałam stanowczy głos Jake'a, który przerwał ciszę spowodowaną dramatem Rogera. "Chcesz, żebym powiesił cię na twojej szafce za pomocą twojej bielizny w rozmiarze dla dorosłych?"

"Po prostu się odwal, człowieku."

"Spadaj... palancie." Abby dołączyła.

"Tak, tak. I tak wszyscy jesteście przy niej tylko ze względu na pieniądze jej ojca." Gdy dotarłam do swojej szafki, zamknęłam na chwilę oczy, próbując utrzymać narastającą złość na wodzy. Choć bardzo chciałabym być tą, która go gdzieś powiesi, obawiam się opcji internatu mojego taty.

"Ruby, nie powinnaś pozwalać, żeby tacy ludzie jak on mówili do ciebie w ten sposób," powiedziała Abby, gdy w końcu stanęła obok mnie.

"Hej, wszystko w porządku? Zauważyłem, że byłaś nieswoja na lekcji chemii." Po zebraniu swoich rzeczy, zamknęłam szafkę i odwróciłam się do przyjaciół, uśmiechając się lekko, choć zmęczona.

"Jestem w porządku. Jake? Możesz mnie dzisiaj odwieźć do domu?"

"Oczywiście." Jego stylizowane włosy zatańczyły, gdy podszedł do mnie i objął mnie. "Dzisiaj też będę twoim ochroniarzem."

"Popatrz na niego. Zawsze byłeś naszym ochroniarzem," droczyła się Abby, zanim Jake przeprosił na chwilę. "Tak czy inaczej, Ruby, powinnaś odpowiedzieć takim jak Roger, żeby ich uciszyć. To nie twoja wina, że jesteś córką swojego ojca."

"To tylko strata czasu i energii psychicznej."

"A znoszenie krzyków i gapienia się jest zdrowe?" Spojrzała mi w oczy z poważnym, niemal matczynym wyrazem twarzy. "Nie sądzę, że to sytuacja, w której powinnaś milczeć. Mogłabyś się zranić."

"Przestań..." Przewróciłam oczami. "To nie tak, że ktoś z nich posunie się do porwania mnie czy coś." Abby szybko zasłoniła mi usta rękami, jej oczy bacznie obserwowały otoczenie. Zaskoczona zmarszczyłam brwi i próbowałam mówić, ale wydobył się tylko stłumiony dźwięk. "Abby?" Brzmiało to, jakbym nuciła.

A ona nadal nie zdejmowała tymczasowej blokady z moich ust.

"Fuj." Jej ręce odskoczyły i szybko sięgnęła po chusteczki w swojej torbie. "Dlaczego polizałaś moją dłoń? To obrzydliwe."

Pasek mojego plecaka się poluzował, więc poprawiłam go, mówiąc, "Następnym razem nie zasłaniaj mi tak ust."

"To następnym razem nie mów o porwaniu," odparła.

"Dlaczego?"

"Ty pytasz dlaczego?" Boże, Abby jest taka dramatyczna. "A co, jeśli ktoś cię usłyszy i postanowi zrealizować ten pomysł? Jeśli twój tata zapłaci okup, ten ktoś trafi na żyłę złota. Teraz, gdy o tym myślę..." Przyjęła pozę myśliciela. "Może twój tata powinien wynająć ochroniarza. Wczoraj przysięgłabym, że ktoś nas śledził. Wyglądał łysy i-"

"Dobra Abby, rozumiemy. Nie jestem już tak bezpieczna jak kiedyś. Nadal będę w porządku." Uspokajałam ją. "Ale proszę, nie rozmawiaj o ochroniarzu z moim tatą, on od razu podchwyci ten pomysł."

"Twój tata? Nie. Twój tata mnie przeraża." Lekko się wzdrygnęła, jakby właśnie zobaczyła jego dramatyczny kamienny wyraz twarzy, który zwykle ma poza domem. "Porozmawiam o tym z twoją mamą i upewnię się, że przedstawię ten pomysł z wystarczającą ilością argumentów."

"Nie potrzebuję ochroniarza, który będzie za mną chodził jak za dzieckiem." Odwróciłam się i zauważyłam grupę dziewczyn patrzących w naszą stronę i rozmawiających między sobą. Westchnęłam ponownie.

"Jesteście gotowi?" Jake uśmiechnął się krótko, podchodząc do nas.

"Tak, jesteśmy." Ruszyliśmy w stronę jego samochodu. "Gdzie byłeś?" zapytała Abby.

"No cóż..." Na jego twarzy pojawił się dziecięcy uśmiech i zarzucił ramiona na nasze ramiona, przyciągając nas do siebie. "To tajemnica." Abby przewróciła oczami i kopnęła go w kolano. "Ałć," jęknął, śmiejąc się potem.

"Kiedy mamy następny wieczór filmowy?" zapytała Abby, gdy już miałam wysiadać z samochodu. Samo patrzenie na mój dom sprawiało, że tęskniłam, ale jej pytanie było dość ważne.

"Uh... w ten piątek?"

"U ciebie czy u Jake'a?" Nigdy nie korzystamy z jej domu, ponieważ jej ojciec był silnym zwolennikiem, że człowiek nie potrzebuje nikogo innego oprócz siebie samego. Więc... prawie zabronił jej mieć przyjaciół, gdyby nie jakaś niesamowita interwencja.

"U mnie. Moja mama robi dla nas popcorn."

"Tak!" Jake świętował, gdy nasze spojrzenia się spotkały. "Uwielbiam, gdy twoja mama robi jedzenie."

Moja uśmiech był szeroki. "Wiem, że to komplement. Ale..." Mój uśmiech zniknął, a ja przybrałam poważny wyraz twarzy. "Mój tata nie może tego usłyszeć, bo inaczej użyje cię jako wycieraczki do domu."

Jego zielone oczy niepewnie uciekły, co spowodowało, że Abby i ja podzieliliśmy się złowrogim śmiechem. "Cześć, chłopaki," powiedziałam w końcu i ruszyłam w stronę naszego domu.

Kiedyś mieszkaliśmy w hotelu - właściwie dorastałam w penthousie tam. Ale krótko po tym, jak przenieśliśmy się na Filipiny, wydarzyły się pewne rzeczy i wszyscy musieliśmy wrócić do Nowego Jorku. I w przeciwieństwie do momentu, gdy wyjeżdżaliśmy na Filipiny, wróciliśmy z moim młodszym bratem... Zionem Powersem.

I już mogłam usłyszeć jego głośne powitanie bez wchodzenia do domu. Chłopak, który prawie osiąga wielki wiek dziesięciu lat, jest moją małą radością, ponieważ zawsze chciałam mieć rodzeństwo. Powinnaś była zobaczyć, jak ogromny był mój uśmiech, gdy po raz pierwszy zobaczyłam jego piękną twarz i urzekające oceaniczne niebieskie oczy.

Więc, gdy otworzyłam drzwi wejściowe do eleganckiego bungalowu, pierwsze imię, które wyszło z moich ust, to "Zion." Rzucając torbę na najbliższą kanapę, pobiegłam do kuchni i otworzyłam lodówkę. "Zion!" Moje oczy się rozszerzyły. "Gdzie jesteś i gdzie są moje lody?"

"Możesz trochę ciszej, młoda damo?"

"Cześć, mamo," powiedziałam, nie patrząc na nią. "Zion!"

"Śpi." Drzwi lodówki zamknęły się, a oczy mojej mamy, delikatne, ale jednocześnie nieco rozkazujące, patrzyły w moje. "Zabrałam twoje lody."

"Co? Dlaczego?"

Wzruszyła ramionami i odeszła w stronę wyspy na środku pokoju. "Chodź, usiądź, twój ojciec i ja musimy z tobą porozmawiać."

"Ale mamo..." Moje ramiona opadły. "Moje lody."

"Siadaj."

"Już jest?" Głos mojego taty oznajmił jego wejście, a ja natychmiast zapomniałam o straconym przysmaku. On i ja jesteśmy przyjaciółmi, nie ma wątpliwości, ale czasami nie mogę się oprzeć wrażeniu, że zawsze powinnam być skoordynowana przed nim. "Cześć, Ruby."

"Cześć, tato." Usiadłam naprzeciwko mamy.

"Cześć, kochanie." Dał mojej mamie mały pocałunek na czole.

"Szkoła była w porządku. Dzięki za pytanie."

Mama wybuchnęła śmiechem na moje słowa, a tata usiadł obok niej. "Więc... Ruby, mamy ci coś do powiedzenia."

"Co to takiego?" Coś we mnie nie mogło się oprzeć myśli, że pomysł Abby na ochroniarza jakoś dziwnie dotarł do mojego taty. Szybko zmarszczyłam brwi.

"Ruby..." Jej uśmiech był tak szeroki. "Jestem w ciąży."

Seneste kapitler

Du kan også lide 😍

Forbudt Lidenskab

Forbudt Lidenskab

3.8k Visninger · I gang · Amelia Hart
"Hun blev ikke gravid i de tre år, hun havde været hemmeligt gift. Hendes svigermor skældte hende ud og kaldte hende en høne, der ikke kunne lægge æg. Og hendes mands søster mente, at hun bragte uheld til familien. Hun troede, at hendes mand i det mindste ville stå ved hendes side, men i stedet gav han hende en skilsmisseaftale. 'Lad os blive skilt. Hun er tilbage!' Efter skilsmissen så Theodore sin ekskone tage trillingerne til en lægeundersøgelse, mens han fulgte sin forelskelse til en graviditetstest på hospitalet. Han råbte rasende til sin ekskone: 'Hvem er deres far?'"
Litas Kærlighed til Alfaen

Litas Kærlighed til Alfaen

5.2k Visninger · Afsluttet · Unlikely Optimist 🖤
"Vent, er hun DIN mage?" spurgte Mark, "Det er... wow... det havde jeg ikke set komme..."
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.

"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."

"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"

"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."

Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage

Alfa Kongens Menneskelige Mage

9.7k Visninger · Afsluttet · HC Dolores
"Du må forstå noget, lille ven," sagde Griffin, og hans ansigt blødte op.

"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."

Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.

"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."


Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere

Mine Mobbere Mine Elskere

2.7k Visninger · Afsluttet · Kylie McKeon
Efter at have været adskilt i årevis, troede Skylar, at hun endelig ville få sin tidligere bedste ven tilbage, da han skiftede til hendes gymnasium sammen med to andre drenge. Lidt vidste hun, hvor meget han havde ændret sig, og da hun forsøgte at komme tættere på ham, så de mobbere, der havde plaget hende i årevis, en mulighed for at ydmyge hende foran hele skolen.
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker

Det Utænkelige Sker

2.6k Visninger · Afsluttet · Eiya Daime
Jeg kan ikke tro, at det her sker for mig. Jeg har levet igennem et sandt helvede, men jeg troede ikke, det ville være så slemt, da jeg søgte om skilsmisse. Da jeg kom hjem omkring middagstid fredag efter min nervepirrende tur til retten, anede jeg ikke, at min voldelige mand, Shane, allerede lå på lur efter mig. Han vidste, hvad jeg havde gjort, og jeg skulle til at finde ud af det på den hårde måde.

"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!

Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.

Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.

Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.

"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!

442 Visninger · Afsluttet · INNOCENT MUTISO
Ariel Hovstad blev født med et svagt helbred og er hadet af sin familie. Lige siden fru Kathleen Hovstad fødte et sæt tvillinger, Ariel og Ivy Hovstad, har hun været sengeliggende. Hun tror, det er fordi Ariel bringer uheld, da hendes helbred forværres hver gang hun er i nærheden af hende. Derfor, bange for at blive ramt af mere uheld, beordrer fru Kathleen sin mand, hr. Henry Hovstad, til at skille sig af med Ariel, da hun er tre år gammel.

Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)

Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-

Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?

En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?

Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.

En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"

Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene

Dragebrødrene

1k Visninger · Afsluttet · Samantha Dogan
"Sæt mig ned med det samme," råber jeg og kæmper imod Lucians greb. Selvfølgelig, jo mere jeg kæmper, desto strammere bliver hans greb om mig.

"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.

Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.

"Tro ikke, du kan stikke af."


Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine

Min Vilde Valentine

313 Visninger · Afsluttet · Ariel Eyre
Jeg blev født ind i verden med vold, som alle børn gør, men efter fødslens vold er det meningen, at det skal forsvinde, men ikke for mig. Min families brogede historie kom med en lang linje af blod og vildskab. Fra min fødsel til min død er jeg dømt til at leve midt i kaos og ødelæggelse. Det betyder intet, at jeg forsøgte at undslippe denne form for grusomhed. Jeg prøvede at få et respektabelt job, hvor jeg ville bekæmpe de monstre, jeg var omgivet af i min barndom. Jeg forsøgte at komme videre og efterlade det ar, det havde givet mig. Men ligesom det ar, der blev skåret ind i mit kød, er også Fox Valentine, kun at det ar, han efterlod, var på min sjæl. Han formede mig, og jeg voksede med ham, kun for at flygte fra ham. Men når mit job vil have mig til at inkriminere ham, bliver jeg kastet tilbage i hans kløer, og jeg finder mig selv trukket tilbage til det liv, jeg havde forsøgt så hårdt at flygte fra.

Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.

"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke

Djævelens Dukke

981 Visninger · Afsluttet · Williane Kassia
Jeg tilføjer en finger mere og mærker hendes spænding stige, mens mine fingre udforsker hver centimeter af hendes fisse.

"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.

"Ahh!"

Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.


Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.

Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.

Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.

"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed

Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed

891 Visninger · I gang · Freya Brooks
I mit tidligere liv var jeg syndebukken, der fremhævede Charlies dybe kærlighed til en anden kvinde, og endte til sidst med en elendig skæbne for hele familien. Efter genfødsel besluttede jeg at lade det ligge og vente på, at Peiheng ville søge om skilsmisse. Men udviklingen af situationen er lidt mærkelig, hvordan kan en mand, der knap nok kom hjem i mit tidligere liv, pludselig komme tilbage med jævne mellemrum? Og bekymre sig om, at jeg vil forråde ham? "Tror du, at du i den nærmeste fremtid vil hade mig og ønske, at jeg forsvinder?" spurgte jeg. "Drøm videre," svarede han, "vi vil pine hinanden til døde." Jeg sukkede, som genfødt ved jeg, at Charlie snart vil møde sin sande kærlighed. Endelig mødtes de, og jeg troede, at friheden kun var et skridt væk fra mig. Men han sagde, "Hvem sagde, at jeg vil skilles?" Ikke alene ville han ikke skilles, men han bekymrede sig mere og mere om mig, selv hans sande kærlighed blev forladt!
Ulveprofetien

Ulveprofetien

1.4k Visninger · I gang · Catherine Thompson
Lexi har altid været anderledes end andre. Hun er hurtigere, stærkere, kan se bedre og heler hurtigt. Og hun har et mærkeligt modermærke i form af en ulvepote. Men hun har aldrig set sig selv som speciel. Indtil hun nærmer sig sin tyvende fødselsdag. Hun bemærker, at alle hendes særheder bliver stærkere. Hun ved intet om den overnaturlige verden eller sjælepartnere. Indtil modermærket begynder at brænde. Pludselig finder hun sig selv involveret med varulve, der tror, hun er den profeterede, som skal forene flokke mod en vampyr, der vil have hende død. Hun skal lære at håndtere sine nye kræfter samt ikke én, men to sjælepartnere. Den ene ville afvise hende, fordi han troede, hun var menneske. Den anden accepterer hende fuldstændigt. Profetien siger, at hun skal have begge. Hvad vil hun gøre? Vil hun acceptere begge eller afvise den ene og håbe på en anden chance sjælepartner? Vil hun være i stand til at håndtere forvandlingen og sine kræfter, før det er for sent?
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!

838 Visninger · Afsluttet · Doris
Et forræderi fratog Nora hendes uskyld og tvang hende til at forlade sit hjem. Fire år senere gjorde hun et imponerende comeback med sine tre bedårende børn på slæb og reddede en flot mand.
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.

(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)