Vækket af min eks' onkel

For Astrid Prescott havde hendes seksogtyvende fødselsdag en helt særlig betydning.

Hendes kæreste, Oliver Montgomery, vidste, hvor meget hun havde set frem til netop den dag. Han havde på mystisk vis bedt hende vente på stedet og lovet hende en overraskelse. Astrid havde ikke nævnt, at hun også havde en overraskelse klar til ham.

Varmt lys fra krystallysekroner lagde en gylden glød over den storslåede sal. Som fødselsdagsfejring for arvingen til en anset smykkefamilie blev Cypress Bays fine selskab ved med at ankomme i en jævn strøm.

Astrid tjekkede klokken igen. Der var tredive minutter, til festen officielt begyndte, og Oliver var stadig ingen steder at se. Han tog ikke telefonen og svarede heller ikke på hendes beskeder.

”Astrid, du skal ikke bekymre dig. Der må være helt forfærdelig trafik lige nu,” beroligede hendes bedste veninde, Rachel Wilson, hende, før hun rejste sig. ”Jeg går lige på toilettet, og så hjælper jeg dig med at tage imod gæsterne. Som aftenens midtpunkt kan du ikke gemme dig herinde hele natten.”

”Okay,” svarede Astrid lavmælt.

Da døren til toilettet klikkede i, lagde Astrid mærke til, at Rachels telefonskærm lyste op på bordet. Hun rakte ud for at give den til hende, men hånden stivnede i luften, og hendes ansigt fortrak sig i væmmelse.

I en gruppechat havde nogen lagt flere billeder op af hende, efterfulgt af en grov kommentar: [Den her kvinde er sindssygt lækker. Hendes krop er så fræk, at jeg bliver tørstig.]

En ny besked kom med det samme: [Den her herre siger, han vil finde en måde at komme i seng med hende i aften og så fortælle os, hvor god hun er i sengen.]

En bølge af kvalme skyllede gennem Astrid. Lige som hun var ved at vende blikket væk, trak hendes pupiller sig brat sammen. Den næste besked kom fra en konto med Olivers profilbillede.

Astrid trykkede instinktivt på skærmen for at forstørre den. Da hun så brugernavnet, satte hendes åndedræt sig fast.

Oliver: [Drenge, hold lige nogle servietter klar – til jeres savl.]

A: [Oliver, livestream det. Jeg beder dig.]

B: [Oliver, du er for vild! Når du er færdig med hende, kan du så ikke lige sende hende videre, så vi andre også kan smage?]

Oliver: [Slap af. Det, der er mit, er mit!]

C: [Ved I overhovedet, hvem hun er? I snakker godt nok stort.]

Oliver: [Hun er min kæreste! Ingen af jer får en chance, før jeg er færdig med hende.]

Astrids fingre rystede af ren raseri. Hun tastede hurtigt på Rachels telefon: [I går over stregen!]

Hun smed telefonen tilbage på bordet og skubbede døren til loungen op. Hun kunne ikke fatte, at Oliver, som i tre år havde spillet rollen som den hengivne kæreste, i virkeligheden var så pervers og modbydelig bag hendes ryg. At han lod andre mænd vurdere hende som et stykke kød!

Et arrangeret ægteskab mellem familierne Prescott og Montgomery havde gjort hende tøvende fra starten. Men Oliver, tre år yngre end hende, havde jagtet hende uden ophør og endda vundet hendes venner over. Til sidst havde Astrid, ude af stand til at stå imod presset, modvilligt sagt ja. I tre år havde han båret masken som den perfekte partner.

Astrid stormede ud fra stedet og drev rundt i gaderne uden mål – hun ville bare væk.

I hastværket havde hun glemt sin frakke. Et flimrende neonskilt fra en bar i nærheden fangede hendes blik. At drukne sorgerne lød ikke som den værste idé i aften.

Hun skubbede de tunge døre op. Den øredøvende bas passede til det kaotiske hamren i hendes bryst.

Ved baren bestilte Astrid den stærkeste drink på kortet. Den brændende væske skar i halsen, da hun tømte den i én mundfuld, og tårerne pressede sig på.

Hvorfor græde over sådan en klaphat? Det var hendes fødselsdag i dag. Hun fortjente bedre. Selv hvis hendes kærlighedsliv var en joke, ville hun ikke lade det ødelægge hendes karriere.

Familien Prescott havde en hemmelighed, der blev vogtet nidkært. På deres seksogtyvende fødselsdag ville kvinderne i slægten vågne med en gave – evnen til absolut autentificering – men først efter deres første intime møde. Med den evne kunne de ved berøring øjeblikkeligt afgøre, om en ædelsten var ægte.

Da hun tænkte på de nådesløst konkurrenceprægede forhold i familien, blev Astrids blik skarpere. Hun havde brug for en mand i aften.

Hun havde allerede tiltrukket sig opmærksomhed. Flere mænd kom hen til hende, men de var enten for gamle eller for smarte på den klamme måde. Ingen levede op til hendes krav.

Så fik hun øje på ham i det dæmpede lys i en bås i et hjørne.

Han havde et skræddersyet sort jakkesæt på, og de øverste to knapper i den kridhvide skjorte stod afslappet åbne. Han lænede sig tilbage mod lædersædet med lange ben krydset og lod langsomt den ravgyldne væske slynge rundt i glasset. Han udstrålede den farlige aura af en ensom ulv.

Ikke langt derfra stod en gruppe kvinder og hviskede begejstret. Én af dem samlede endelig mod og begyndte at gå hen mod ham.

Da Astrid så det, kogte hendes blod af pludselig beslutsomhed. Det er ham.

Hun bevægede sig hurtigt. Hun skar kvinden af, strøg målrettet forbi hendes skulder og gled ind på sædet lige ved siden af manden.

“Skat, vær nu ikke sur længere. Skal vi ikke bare tage hjem, hvad?” Astrids stemme var sukkersød, da hun blinkede op til ham.

Den stærke alkohol var allerede ved at slå igennem. Så længe hun stadig kunne tænke nogenlunde klart, måtte hun sikre sig ham – hurtigt.

Den anden kvinde stirrede chokeret på deres intime optrin, før hun trak sig tilbage, slået.

Manden kastede et blik efter den bortgående skikkelse og så derefter ned på Astrid, der nærmest var presset ind mod hans bryst. Hans stemme var rolig, men farligt kold. “Hvad kaldte du mig lige?”

Astrid ignorerede spørgsmålet og slog uskyldigt med øjenvipperne. “Der er alt for larmende herinde. Lad os gå et sted hen, hvor vi kan være i fred.”

Hun lod alkoholen få overtaget. Hun sank blødt sammen mod hans skulder og lod, som om hun besvimede.

Manden stivnede og forsøgte at skubbe hende væk, men hun holdt fast. Da han så ned, var hendes øjne lukkede. Han kunne ikke afgøre, om hun spillede, eller om hun virkelig var gået kold. Men at efterlade en kvinde i den tilstand på en lurvet bar var en sikker opskrift på ballade.

Med et uigennemtrængeligt udtryk løftede Silas Montgomery Astrid op i armene og gik ud af baren med bestemte skridt, direkte mod luksushotellet ovenpå.

Hotelpersonalet genkendte ham med det samme. Da de så kvinden i hans arme, tøvede de kun et sekund, før de hastede frem og åbnede døren til penthouselejligheden.

Silas bar hende ind. I samme øjeblik den tunge dør klikkede i bag dem, bevægede Astrids hånd sig.

Før han nåede at lægge hende på sengen, greb hun fat i hans revers og trak ham med sig ned i den bløde madras.

Snart blev værelset opslugt af intens varme og begær.

Astrid havde fået præcis, hvad hun ville.

Hun lå i de sammenfiltrede lagner med en øm, pulserende krop og var netop ved at lægge en plan for at snige sig væk fra Silas, da en voldsom banken run-gede mod værelsesdøren.

“Astrid! Luk op! Der var nogen, der så dig gå ind her!”

Olivers stemme. Hvordan i alverden havde han sporet hende?

Den sidste alkohol-tåge forsvandt øjeblikkeligt. Før hun overhovedet nåede at konfrontere ham med hans ulækre forræderi, havde røvhullet ovenikøbet frækheden til at komme og opsøge hende.