
Złożona w ofierze Księciu Obcych
Dorita Okhiria · I gang · 26.2k ord
Introduktion
Uśmiechnął się złośliwie, zmniejszając odległość między nami, jego ręka wsunęła się wokół mojej szyi, gdy szeptał: "Mówisz jedno, ale twoje ciało mówi co innego." Jego głos był niskim pomrukiem, który sprawił, że zadrżałam. "Lepiej się do tego przyzwyczaj, kochanie, bo nie mam zamiaru cię puścić."
Byłam zmuszona żyć tym popapranym życiem sama.
Bez rodziny.
Bez przyjaciół.
Nic.
Z ludźmi schwytanymi przez obcych, miałam dwa wyjścia: zostać niewolnicą albo umrzeć. Byłam gotowa na oba, ale nigdy nie spodziewałam się, że Książę Obcych—ten, który wymordował mój gatunek—będzie chciał mnie sobie przywłaszczyć. Nie jako niewolnicę, ale jako coś... więcej.
Kapitel 1
Astrid's p.o.v
Znowu oblał mnie zimny pot, mrugając, próbowałam odpędzić resztki koszmarów. "Znowu zły sen?" Celeste zapytała, patrząc na mnie z litością w oczach, ale nic nie powiedziałam. Nie mogłam.
Nie było już nic więcej do powiedzenia. Ona już znała ten schemat.
Mam okropny sen.
Budzę się przerażona, a ona mnie pociesza, albo przynajmniej próbuje.
W końcu ledwo pamiętam cokolwiek z tego snu.
Dziś nie było inaczej.
"To będzie dobrze," uśmiechnęła się. Nie wierzyłam jej. Jak mogłabym, skoro słyszałam to samo przez ostatnie osiemnaście lat?
Nie kiedy mieszkaliśmy w budynku, który ledwo miał dach nad głową.
"Znalazłam pracę, więc powinnam zdobyć coś do jedzenia. Co chcesz na kolację?" zapytała, uśmiechając się do mnie.
"Nic, oszczędźmy, żeby zdobyć lepsze—" Krzyk dobiegający z daleka przerwał mi.
Zrobiłam krok w tył.
Poczułam, jak moje ciało drży, już wiedziałam, co to oznacza.
"Astrid," zawołała Celeste, już słyszałam panikę w jej głosie, mimo że próbowała zachować odwagę. "Musisz uciekać."
Pokręciłam głową, mimo że nie mogła mnie widzieć, bo była do mnie odwrócona plecami. "Nie ma mowy, żebym zostawiła cię samą do walki z nimi!"
"Proszę!" Zawołała, patrząc na mnie ze łzami w oczach. "Lepiej, żeby wzięli jedną z nas, a druga przeżyła. Obiecuję, że cię znajdę, kiedy się wydostanę." Uśmiechnęła się do mnie.
To było kłamstwo.
Obie wiedziałyśmy, że kiedy Obcy zabiorą człowieka, to koniec...
"UCIEKAJ!!!" Na rozkaz moje nogi zaczęły poruszać się same, próbując wydostać się stamtąd jak najszybciej.
Poczułam, jak łzy swobodnie spływają mi po policzkach. Tak po prostu, zostawiłam jedynego członka rodziny w rękach tych bestii.
Dławiłam się szlochami, które groziły wydostaniem się na zewnątrz.
Musiałam być wystarczająco cicho, inaczej mnie usłyszą.
Znajdą mnie. A moje porzucenie siostry byłoby na nic.
Na tę myśl poczułam, jak moje serce bije mocno w klatce piersiowej. Uświadomienie sobie tego sprawiło, że poczucie winy zaczęło się we mnie wkradać.
Zostawiłam ją, porzuciłam ją. Przestałam biec, patrząc za siebie.
Nie powinnam była jej zostawiać, mimo że tak mówiła, powinnam była zostać.
Żyjemy razem
Zostajemy razem
I umieramy razem.
To zawsze było nasze motto.
Dławiłam się szlochem, patrząc na pustą drogę.
Nie było tu ani jednego człowieka. Wszyscy albo zginęli, albo zostali wzięci jako niewolnicy.
**
Westchnęłam, patrząc na niebo. Było już ciemno, minęły zapewne godziny od ich inwazji na nasze miejsce. Czułam, jak moje ciało drży ze strachu.
Co jeśli nadal tam byli? Co jeśli czekali na mnie? Zbliżając się do teraz cichego budynku, modliłam się do niebios, jeśli ktoś tam naprawdę był, żeby nie znaleźć ciała mojej siostry. Przynajmniej to by oznaczało, że była żywa i została schwytana.
Mogłabym ją jeszcze odnaleźć, jeśli tak by było.
Zapach krwi przywitał mnie zanim zobaczyłam widok. Otworzyłam drzwi do połowy, patrząc na rozczłonkowane ciało mojej siostry. Zrobiłam krok w tył, przygryzając wargi, walcząc z łzami.
'Wyjdź,' zdradliwa myśl przeniknęła do mojego umysłu, gdy wzięłam torbę leżącą na boku pokoju i wepchnęłam do niej wszystkie ubrania, które mogłam chwycić.
Wybiegłam, starając się nie załamać, aż dotarłam na bezpieczną odległość i wtedy mnie to uderzyło.
Upadłam na kolana w bezpiecznym miejscu i zaczęłam płakać.
retrospekcja
"Celeste, kiedy mama wróci?" Zapytałam jako siedmioletnia dziewczynka, czując się zagubiona.
"Jesteśmy tylko ty i ja przeciwko światu," powiedziała, uśmiechając się do mnie z łzami w oczach.
Westchnęłam, wycierając łzę, która spłynęła po moim policzku.
"Mówiłam, że to żyje!" Kobiecy głos zawołał zbyt blisko mnie, przez co moja dusza omal nie opuściła ciała ze strachu.
Poczułam, jak moje ciało zaczyna drżeć. To był pierwszy raz, gdy widziałam Obcego z bliska, było ich dwoje, co nie pomagało w moim niepokoju, ale jednocześnie nie mogłam nie zauważyć, że wyglądali...
"Piękni," powiedziałam pod nosem. Jeden miał smukłą, choć atletyczną sylwetkę. Jego skóra była blada, niemal przezroczysto niebieska, z misternymi złotymi wzorami, które wiły się po jego ramionach, klatce piersiowej i twarzy. Miał wysokie kości policzkowe i spiczasty podbródek. Jego oczy były duże i migdałowe, z pionowymi źrenicami, które wydawały się błyszczeć, gdy na mnie patrzył. Z kolei kobieta miała długie, falujące włosy złożone z delikatnych, srebrzystych pasm, które zdawały się falować jak powierzchnia wody. Pasma były ozdobione delikatnymi złotymi nitkami, które łapały światło i lśniły jak małe gwiazdy.
Wstrzymałam oddech. Jak coś tak pięknego mogło być tak... złe?
"Wygląda na to, że nie mówi," powiedział mężczyzna szorstkim głosem, co sprawiło, że zrobiłam krok w tył, ale zatrzymała mnie ściana.
"Tym lepiej," powiedziała kobieta z błyskiem w oku.
"Ty suko!" Patelnia uderzyła mnie w plecy, zanim zdążyłam coś zrobić. "Mówiłam ci, żebyś posprzątała to cholerne miejsce, zanim otworzymy!" Kolejna patelnia poleciała w moją stronę, uderzając mnie w bok głowy.
Stałam, przyjmując ciosy, jak nadchodziły.
Te kilka tygodni, które tu spędziłam, nauczyły mnie, że próba unikania ciosów to tylko proszenie się o więcej.
"Kur...wa. Powiedz. Coś," mówiła między uderzeniami, ale nie mogłam zmusić się do powiedzenia czegokolwiek.
Od śmierci Celeste nie mogłam zmusić się, by powiedzieć komuś choć słowo. Czułam, że to niesprawiedliwe, że ona nie mogła już słyszeć mojego głosu, a inni tak.
Westchnęła, gdy zdała sobie sprawę, że znowu nie powiem jej nic. "Idź do swojego pokoju!!" Wrzasnęła, rzucając mi wściekłe spojrzenie.
Udałam się do mojego pudełka na buty, które nazywałam pokojem, wzdychając, gdy zamknęłam drzwi.
Wytarłam łzy agresywnie, wdzięczna, że nie widziała moich łez.
To było to. Tak miałam żyć swoje życie, na zawsze jako niewolnica bestii, które zniewoliły mój rodzaj, zabrały moją rodzinę i zostawiły mnie całkiem samą.
Zrezygnowałam z wycierania łez z oczu, odpływając w sen,
A przynajmniej próbując, dopóki nie znalazłam się związana i z zawiązanymi oczami.
Nie walczyłam, nie było sensu, gdy nie było już o co walczyć.
Więc pozwoliłam im, witając spokojny sen, który mnie powitał...
Seneste kapitler
#30 Kolacja i spokój
Sidst opdateret: 1/10/2025#29 Prezenty
Sidst opdateret: 1/10/2025#28 rozdział 27
Sidst opdateret: 1/10/2025#27 Tęsknię za tobą
Sidst opdateret: 1/10/2025#26 zepsuj rzeczy
Sidst opdateret: 1/10/2025#25 popieprzony
Sidst opdateret: 1/10/2025#24 spowiedzi
Sidst opdateret: 1/10/2025#23 wyjaśnień
Sidst opdateret: 1/10/2025#22 niepewny
Sidst opdateret: 1/10/2025#21 rozdział 20.5
Sidst opdateret: 1/10/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












