
Zakochana w moim mafijnym ojczymie
Red Vixen · I gang · 109.7k ord
Introduktion
Osierocona w wieku 19 lat i zmuszona do przeprowadzki do swojego przyrodniego wujka, którego nigdy nie znała, życie Sophii staje się rollercoasterem, gdy odkrywa, że jej przyrodni wujek nie jest tym, za kogo go uważała, ale przystojnym 36-letnim mężczyzną.
Jest gotowa oddać mu wszystko na tacy – swoje serce, ciało, dziewictwo, a nawet życie.
Jak daleko się posunie, aby udowodnić swoją wartość? I co się stanie, gdy odkryje tajemnice, które nigdy nie miały ujrzeć światła dziennego?
Kapitel 1
Siedzenie w pierwszej ławce podczas pogrzebu zawsze mnie przerażało, ze względu na to, jak bardzo osobista była strata.
Pamiętam, jak patrzyłam na moją koleżankę z klasy, siedzącą w pierwszej ławce podczas pogrzebu jej ojca kilka miesięcy temu, i pamiętam, jak było mi jej żal, gdy płakała bez opamiętania.
Ale czego nie mogłam sobie wyobrazić, to że kilka miesięcy później to ja będę tą dziewczyną.
To był koszmar. Musiał nim być.
Ale bez względu na to, ile razy mrugałam, czy ile razy szczypałam się w ramię, nie budziłam się.
Zamiast tego, wciąż siedziałam w pierwszej ławce. Widziałam pełne współczucia spojrzenia przyjaciół i współpracowników, ale nic nie miało sensu.
Jedyną rzeczą, która miała sens, była uśmiechnięta twarz mojej matki na dużym portrecie przed trumną. Jej ciepły uśmiech zdawał się kpić ze mnie, okrutne przypomnienie tego, co straciłam.
Nie chciałam uwierzyć, że to ona leży w tej trumnie.
To nie miało sensu.
Jednym momentem była ze mną, a w następnym leżała bez życia.
Nie chciałam w to uwierzyć.
Przeskanowałam tłum, napotykając pełne współczucia spojrzenia wokół mnie. Niektóre twarze były znajome, inne nieznane, ale wszystkie miały ten sam wyraz współczucia. A mimo to czułam się całkowicie samotna. Bez rodziny, bez prawdziwego przyjaciela, który mógłby mnie pocieszyć.
Mój telefon leżał na moich kolanach, a wiadomość od mojego chłopaka była stałym przypomnieniem o jego nieobecności.
"Przepraszam, że nie mogłem przyjść, księżniczko. Tata dał mi masę roboty, ale wynagrodzę ci to. Bądź silna dla mnie, kochanie."
Jego słowa przyniosły chwilowe pocieszenie, i mimo wszystko, na moich ustach pojawił się cień uśmiechu, wiedząc, że mój chłopak myślał o mnie, mimo że był nieobecny.
Rozumiałam, bo wiedziałam, jaki potrafi być jego tata. Poza tym, był przygotowywany do objęcia stanowiska CEO po swoim ojcu.
Pomiędzy smutnymi uśmiechami, delikatnym ściskaniem moich ramion i pocieszającymi słowami ludzi, reszta ceremonii minęła jak we mgle, a trumna została złożona do grobu w naszym ogrodzie.
Stałam tam przez to, co wydawało się być godzinami, niezdolna do ruchu.
Powoli, ale pewnie, tłum się rozproszył, aż zostałam całkowicie sama.
Słońce schowało się za horyzontem, rzucając ciemny cień na puste miejsce, dopiero wtedy zmusiłam się do wejścia do domu.
Cisza. Pustka. Próżnia.
Dom był wszystkim, co czułam wewnątrz, a niezdolna utrzymać się na własnych nogach, kolana ugięły się pode mną i upadłam na podłogę.
Objęłam kolana rękami, a pierwsza łza od tamtej strasznej nocy spłynęła po moich policzkach.
Jak powstrzymałam łzy, było dla mnie zagadką, ale po pierwszej łzie, nie mogłam przestać.
Nie chciałam przestać.
Czułam, jak moje serce jest rozrywane i deptane, gdy płakałam za stratą mojej matki. Mojej najlepszej przyjaciółki. Jedynej rodziny, jaką miałam.
Ból, który czułam, był nie do zniesienia i wiedziałam, że muszę opuścić ten dom, zanim mnie całkowicie pochłonie.
Z drżącymi nogami wstałam i wybiegłam z domu, mając tylko jedno miejsce na myśli.
Potrzebowałam go. Nie mogłam tego znieść. Nie mogłam spędzić ani chwili dłużej w tym domu. Nie, gdy wszystko przypominało mi o niej, a jej zapach wciąż unosił się w powietrzu.
Biegłam najszybciej, jak mogłam. Moje płuca błagały o przerwę i wypełnienie ich powietrzem. Moje kończyny protestowały, ale nie zatrzymałam się.
Nie mogłam.
Moje ciało płonęło bólem, a prosta czynność oddychania stawała się naprawdę trudna. Ale nic z tego nie mogło się równać z bolesnym pulsowaniem w moim sercu.
Potrzebowałam go.
Biegłam szybciej, zatrzymując się dopiero, gdy zobaczyłam wysoki dach jego domu.
Upadłam przy drzwiach wejściowych, łapiąc oddech i dając sobie kilka sekund na złapanie tchu, zanim weszłam do środka.
Nie musiałam patrzeć w lustro, żeby wiedzieć, że wyglądam jak śmierć, ale wiedziałam, że jemu to nie przeszkadza. Widział mnie w najgorszym stanie i mimo to pozostał przy mnie.
Pewnie nadal był zajęty pracą, ale nie mogłam dłużej czekać bez niego. Straciłabym zmysły.
Po tym, co wydawało się wiecznością, a w rzeczywistości było tylko kilkoma minutami, wzięłam głęboki oddech i wstałam.
Zapukałam raz i zostałam przywitana przez serdeczną twarz Sandry, starej służącej rodziny.
„Och, kochane dziecko,” położyła dłoń na piersi.
Znowu to było. To samo współczujące spojrzenie, które dostawałam przez cały dzień.
Przełknęłam żółć w gardle. „Gdzie jest Ethan?” Mój głos był ochrypły, ledwo go rozpoznałam.
„Myślę, że jest w swoim pokoju. Czy potrzebujesz...”
Zanim zdążyła dokończyć, już wspinałam się po krętych schodach, pragnąc tylko wtulić się w ramiona mojego chłopaka.
Dotarłam do korytarza, gdzie znajdował się jego pokój, ale cichy jęk zatrzymał mnie w miejscu. Mój umysł buntował się przeciwko temu dźwiękowi, odmawiając uwierzenia w to, co słyszę.
Starłam łzy grzbietem dłoni, żeby upewnić się, że umysł nie płata mi figli.
„Kurwa, Ethan,” jęk znów się powtórzył, a moje ciało znieruchomiało, serce waliło jak oszalałe.
Pokręciłam głową, nie chcąc wierzyć w cokolwiek, idąc w stronę jego pokoju.
Drzwi były częściowo otwarte, a ja je popchnęłam, a scena przede mną była jak cios w żołądek.
Gdyby ktoś mi to powiedział, spoliczkowałabym go i przeklęła do piekła.
Ale tuż przede mną był mój chłopak od drugiego roku, maniakalnie posuwający kobietę, dźwięk uderzających o siebie ciał zagłuszony przez dzwonienie w moich uszach. Mój świat się rozpadł.
„Jesteś taka cholernie słodka,” jęknął.
Byli tak pochłonięci swoją aktywnością, że mnie nie zauważyli.
Dopóki nie wyrwał mi się szloch.
Ethan odwrócił się do mnie, oczy szeroko otwarte jak u jelenia w światłach reflektorów, i wyskoczył z kobiety, która wyglądała tylko na zirytowaną, że została pozbawiona orgazmu.
„Sophia!” Ethan wyskoczył z łóżka. „Nie powiedziałaś, że przyjdziesz,” zarzucił na nogi krótkie spodenki.
„Więc to było to. Powód, dla którego nie mogłeś być na pogrzebie mojej matki, to że pieprzyłeś inną kobietę?” zapytałam bardzo cicho.
„Mogę to wyjaśnić, Sophie... tylko mnie wysłuchaj, kochanie...”
„Mów. Wyjaśniaj,” powiedziałam cicho, ale głos drżał ze złości.
Zaskoczyło go to, i tak jak się spodziewałam, nie miał absolutnie nic do powiedzenia.
Pokręciłam głową, a więcej łez popłynęło. „Nienawidzę cię, Ethan. Skrzywdziłeś mnie w najgorszy możliwy sposób i nigdy ci tego nie wybaczę!”
„Kochanie...”
„Nie dotykaj mnie!” krzyknęłam jak szalona. „Cztery lata, Ethan. Cztery lata. Jak mogłeś mi to zrobić?!” krzyczałam na całe gardło.
„Nie obwiniaj mnie, kiedy to też twoja wina!” ryknął. „Byliśmy razem przez cztery lata, ale ani razu nie pozwoliłaś mi cię pieprzyć! Jestem mężczyzną z cholernymi potrzebami, czego się spodziewałaś?!”
„I to... pieprzenie dziwki było najlepszym sposobem na to?” zapytałam z niedowierzaniem, nie mogąc uwierzyć, że to ta sama osoba, którą myślałam, że kocham bardziej niż życie.
Wybieraliśmy imiona dla dzieci, na miłość boską!
„Cóż, może gdybyś nie była taka pruderyjna, nie doszłoby do tego. Kto wie, może nawet nie jesteś dziewicą, za którą się podajesz. Może chodzisz po mieście i pieprzysz każdego kutasa, udając...”
Moja dłoń połączyła się ostro z jego policzkiem, siła rzuciła jego głowę do tyłu. „Jesteś odrażający. Miej okropne życie!”
Odwróciłam się i pobiegłam, łzy płynęły po mojej twarzy, uciekając z miejsca, gdzie moje serce zostało rozbite.
Seneste kapitler
#121 Sto dwadzieścia jeden
Sidst opdateret: 8/1/2025#120 Sto dwadzieścia
Sidst opdateret: 8/1/2025#119 Sto dziewiętnaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#118 Sto osiemnaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#117 Sto siedemnaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#116 Sto szesnaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#115 Sto piętnaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#114 Sto czternaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#113 Sto trzynaście
Sidst opdateret: 8/1/2025#112 Sto dwanaście
Sidst opdateret: 8/1/2025
Du kan også lide 😍
Forbudt Lidenskab
Litas Kærlighed til Alfaen
"Hvem gjorde det her mod hende?!" spurgte Andres igen, mens han stadig stirrede på pigen.
Hendes skader blev mørkere for hvert minut, der gik.
Hendes hud virkede endda blegere i kontrast til de dybe brune og lilla farver.
"Jeg har kaldt lægen. Tror du, det er indre blødninger?"
Stace henvendte sig til Alex, men kiggede tilbage på Lita, "Hun var okay, jeg mener, forvirret og forslået, men okay, du ved. Og så pludselig besvimede hun. Intet vi gjorde kunne vække hende..."
"VIL NOGEN VENLIGST FORTÆLLE MIG, HVEM DER GJORDE DET HER MOD HENDE?!"
Coles øjne blev dybt røde, "Det rager ikke dig! Er hun DIN mage nu?!"
"Se, det er det, jeg mener, hvis hun havde haft DEN mand til at beskytte sig, var det her måske ikke sket," råbte Stace og kastede armene i vejret.
"Stacey Ramos, du vil tiltale din Alpha med den respekt, han fortjener, er vi enige?"
Alex knurrede, hans isblå øjne stirrede på hende.
Hun nikkede stille.
Andres sænkede også hovedet lidt og viste underkastelse, "Selvfølgelig er hun ikke min mage, Alpha, men..."
"Men hvad, Delta?!"
"I øjeblikket har du ikke afvist hende. Det ville gøre hende til vores Luna..."
Efter sin brors pludselige død, tager Lita sit liv op og flytter til København, det sidste sted han boede. Hun er desperat efter at bryde båndene til sin giftige familie og sin giftige eks, som tilfældigvis følger efter hende til Danmark. Fortæret af skyld og tabt i sin kamp mod depression, beslutter Lita sig for at tilslutte sig den samme kampklub, som hendes bror var medlem af. Hun leder efter en flugt, men hvad hun finder i stedet, er livsændrende, når mænd begynder at forvandle sig til ulve. (Modent indhold & erotik) Følg forfatteren på Instagram @the_unlikelyoptimist
Alfa Kongens Menneskelige Mage
"Jeg har ventet ni år på dig. Det er næsten et årti, hvor jeg har følt denne tomhed indeni mig. En del af mig begyndte at spekulere på, om du ikke eksisterede, eller om du allerede var død. Og så fandt jeg dig, lige her i mit eget hjem."
Han brugte en af sine hænder til at stryge min kind, og det sendte kriblende fornemmelser gennem hele min krop.
"Jeg har tilbragt nok tid uden dig, og jeg vil ikke lade noget andet holde os adskilt. Ikke andre ulve, ikke min fordrukne far, der knap nok har holdt sig sammen de sidste tyve år, ikke din familie – og ikke engang dig."
Clark Bellevue har tilbragt hele sit liv som det eneste menneske i ulveflokken - bogstaveligt talt. For atten år siden var Clark det utilsigtede resultat af en kort affære mellem en af verdens mest magtfulde Alfaer og en menneskekvinde. På trods af at bo sammen med sin far og sine varulve-halvsøskende, har Clark aldrig følt, at hun virkelig hørte til i varulvenes verden. Men lige da Clark planlægger at forlade varulvenes verden for altid, bliver hendes liv vendt på hovedet af hendes mage: den næste Alfa Konge, Griffin Bardot. Griffin har ventet i årevis på chancen for at møde sin mage, og han har ikke tænkt sig at lade hende gå lige foreløbig. Det er ligegyldigt, hvor langt Clark forsøger at løbe fra sin skæbne eller sin mage - Griffin har til hensigt at beholde hende, uanset hvad han skal gøre, eller hvem der står i vejen.
Mine Mobbere Mine Elskere
Hendes bedste ven, Jax, genkendte hende ikke engang, før han så et karakteristisk ar på Skylars mave, som viste ham, hvem hun var. Da han tog sine to nye venner med hjem til hende, opdagede de, at det ikke kun var børnene i skolen, der mobbede hende.
Hun var på randen af selvmord på grund af sin fars misbrug, så hun indvilligede i en alliance med Jax og hans venner for at ødelægge hendes far og alt, hvad der var kært for ham.
Hvad hun ikke havde forventet, var de følelser, som de tre mænd uundgåeligt ville udvikle for hende, eller de følelser, hun ville udvikle for dem alle.
Det Utænkelige Sker
"Hvad får dig til at tro, at du kan slippe af med mig?!" råbte Shane til mig, lige efter han slog mig lige i munden. Jeg holdt forsigtigt mine hænder over mit ansigt, mens han greb fat i begge mine skuldre og knæede mig i ansigtet, så jeg faldt til gulvet. Hvordan kunne mit liv blive værre end det?! Åh vent, min eks var en idiot og tænkte kun på sig selv. "Jeg skal sørge for, at du ikke kan skrive dit navn, medmindre jeg gør det for dig," råbte Shane til mig, mens jeg lå hjælpeløs, og så brækkede han min arm. Tal om et liv i levende helvede, nej vent, det her var værre!
Endelig troede jeg, at jeg ville få en pause, da spionen stormede ind i huset. Det var ingen ringere end hans forræderiske storesøster, som råbte, "Politiet kommer!" Han blev endnu mere rasende på det tidspunkt. "Hvis jeg skal gå, så skal jeg gå med stil!" sagde Shane, mens han sparkede mig i ansigtet og brækkede min næse, lige før politiet stormede ind og tog ham væk.
Senere vågnede jeg op på hospitalet, uden nogen anelse om mine omgivelser. Blev Shane faktisk arresteret? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete aftenen før. Jeg var nødt til at komme ud derfra. Det krævede lidt overtalelse, men jeg fik endelig lov til at blive udskrevet, så jeg kunne komme til et sted, hvor jeg troede, jeg kunne være sikker, hjemme, så længe min eks ikke blev løsladt.
Det krævede al min styrke at stå op, da jeg faldt lige i vejen for et kommende køretøj. Nå, det var så det, tænkte jeg for mig selv. Livet er kort og fuld af smerte.
"Er du okay?!" hørte jeg den mest sexede stemme, man nogensinde kunne høre, spørge mig pludselig, mens jeg lå der på vejen. Tal om kærlighed ved første lyd! "Devon, få døren! Vi tager hende med os!"
DEN UNGE FRØKEN FRA LANDET ER VANVITTIGT ELEGANT!
Hr. Henry sender hende på landet for at bo hos en fjern slægtning; hendes bedstemor. År senere dør hendes bedstemor, og Ariel er tvunget til at vende tilbage til sin familie. Alle ser hende som en fjende derhjemme, så hun er hadet. Hun er enten på sit værelse eller i skole.
(På sit værelse om aftenen ringer hendes mobil pludselig)
Person X: Hej chef, hvordan har du det? Har du savnet mig? Åh, behandler din familie dig godt? Chef, du huskede endelig mig, buhu..
Ariel: Hvis der ikke er mere, lægger jeg på.
Person X: Hej chef, vent, jeg-
Hvad skete der med at hun var en bondepige? Var hun ikke meningen at være fattig og uønsket? Hvad er det med smigeren fra en...underordnet?
En smuk morgen, da hun er på vej til skole, dukker en fremmed, der ligner en græsk gud, pludselig op. Han er kold, hensynsløs, en arbejdsnarkoman og holder afstand til alle kvinder. Hans navn er Bellamy Hunters. Til alles overraskelse tilbyder han at give hende et lift til skole. Var han ikke meningen at hade kvinder? Hvad skete der egentlig?
Den tidligere kendte arbejdsnarkoman har pludselig meget fritid, som han bruger på at jagte Ariel. Enhver negativ kommentar om Ariel bliver altid afvist af ham.
En dag kom hans sekretær til ham med en nyhed: "Chef, frk. Ariel brækkede nogens arm i skolen!"
Den store kanon fnyste bare og svarede, "Vrøvl! Hun er for svag og genert! Hun kan ikke engang skade en flue! Hvem tør at opfinde sådanne rygter?"
Dragebrødrene
"Nej. Du kunne finde på at stikke af igen." Lucian griber fat i min arm og trækker mig ind i soveværelset. Han bøjer mig over sengen, løfter min nederdel op, trækker sit bælte frem og giver mig fem hårde slag på bagdelen.
Jeg føler mig så ydmyget. Men uanset hvor meget det gør ondt både på min bagdel og mit ego, nægter jeg at græde og give ham den tilfredsstillelse, at han har ramt mig.
"Tro ikke, du kan stikke af."
Prinsesse Viola, kendt for sin oprørske ånd, er blevet forlovet med den ældste prins af Drageimperiet, Prins Lucian; men hun har ingen intentioner om at forblive gift med prinsen. Hun vil flygte så snart som muligt. Hun har altid drømt om at leve fri for paladsets mure og er fast besluttet på at gøre det; men prinsen har andre planer. Kong Maxim af Drageimperiet er døende, og Prins Lucian vil snart blive kronet som konge, og han har brug for sin dronning ved sin side. Så han vil gøre hvad som helst for at holde hende inden for slottets mure. Prinsen er kendt for sine nådesløse metoder som general for den nordlige hær, og med sine røde horn siger nogle, at han er en djævel.
Min Vilde Valentine
Dette er en mørk mafia-romance. Læserens diskretion anbefales.
"Nå, hvis det ikke er lille Ophelia Blake." Hans stemme var mørk som gift, der faldt fra hans perfekte mund. Han havde tatoveringer, der tittede frem under hans hvide skjorte. Han lignede synden selv, og det djævelske smil kunne få engle til at falde bare for en smagsprøve. Men jeg var ingen engel, og således begyndte min dans med djævelen.
Djævelens Dukke
"Slap af i kroppen." Jeg kysser hendes venstre balde og vrider mine fingre indeni hende og skubber dem hårdt ind.
"Ahh!"
Hun udstøder et brændende støn, da jeg rammer hendes følsomme punkt, og jeg nærmer mig hendes højre bryst, markerer det med mine bid og suger. Jeg vil have, at alle skal indse i morgen, at hun nu har en mand, en mand som vil være hendes eneste ejer. Hver eneste af hendes bevægelser vil være kendt af mig, jeg er den eneste, der kan have hende. Jeg vil dræbe enhver, der vover at nærme sig min smukke lille dukke.
Aurelias liv ændrer sig dramatisk, da hun fejlagtigt bliver anklaget for at have marihuana i sin rygsæk og bliver sendt til det berygtede Horizon Fængsel, kendt som helvede på jord. I et miljø, hvor lov og orden synes som rene illusioner, finder Aurelia sig omgivet af grusomme kriminelle og de uhyggelige skygger, der lurer i hver en krog af fængslet.
Desperat efter at overleve og undslippe dette mareridt, fanger Aurelia opmærksomheden fra den frygtede Dæmon, fængslets øverste leder. Med sin aura af magt og absolut dominans ser Dæmonen hende som en fristende bytte, fast besluttet på at gøre hende til sin egen. Mens hun kæmper for at overleve i et miljø, hvor volden hersker, finder hun sig selv involveret i et farligt spil kat og mus med Dæmonen.
Mellem fængslets mørke og korridorernes skygger kæmper Aurelia for at bevare sin menneskelighed, selvom han forsøger at gøre hende til sin lydige dukke. I en verden, hvor grænserne mellem godt og ondt er udviskede, må hun finde en måde at modstå hans forførelse, før det er for sent.
"Dæmonens Dukke" er en historie om mod, ofre og forløsning i et sted, hvor håb er en sjælden luksus og overlevelse er en daglig kamp.
Genfødt som Min Eksmands Sande Kærlighed
Ulveprofetien
Charmerende Trillinger: Far, Hold Afstand!
Først, da han stod over for lægen, der hjalp ham med at rense sin krop, bed manden tænderne sammen og knurrede: "Kend din plads og hav ingen upassende tanker om mig. Jeg vil aldrig falde for en enlig mor!"
Med tiden steg Nora til prominens inden for medicin og det høje samfund. Over for adskillige bejlere kunne den koldhjertede direktør ikke sidde stille længere...
"Jeg elsker din mor, og jeg vil dele alt med hende!" erklærede han.
Trillingerne svarede koldt: "Glem det, gamle mand. Vores mor har ikke brug for dine penge, og hun vil bestemt ikke gifte sig med en gammel mand."
"Gammel mand?" Aaron Gordon tjekkede sig selv grundigt. Så han virkelig gammel ud?
"Far, du er virkelig meget gammel..." Samantha, den yngste af trillingerne, skød underlæben frem.
(Jeg kan varmt anbefale en fængslende bog, som jeg ikke kunne lægge fra mig i tre dage og nætter. Den er utroligt medrivende og et must-read. Titlen på bogen er "Let Skilsmisse, Svær Gengift". Du kan finde den ved at søge efter den i søgefeltet.)












